Tidligere topspiller kritiserer fodboldchefer for racisme

16x9
Vincent Kompany stoppede sin aktive karriere som spiller denne sommer og er nu blevet træner for Anderlecht. Foto: Fabrice Coffrini / Ritzau Scanpix

Ifølge Vincent Kompany er det problematisk, at beslutningstagerne i fodboldverdenen aldrig selv har oplevet racisme på tæt hold.

Racisme er et vedvarende problem i fodboldverdenen, hvor senest Inter-angriber Romelu Lukaku er blevet mødt med adskillige abelyde fra Cagliaris fans.

Lukaku og flere andre fodboldspillere er gået ind i kampen mod racisme i sporten, ligesom Twitter har slettet over 700 tweets med racistiske ytringer relateret til engelsk fodbold.

Også den tidligere topspiller og nuværende Anderlecht-træner, Vincent Kompany, er gået ind i kampen mod racisme. Ifølge ham bør man kigge på fodboldens øverste hoveder for at løse problemet.

- Du har at gøre med en kreds af mennesker og beslutningstagere, som fortæller ham (Romulu Lukaku, red.), hvordan han skal tænke og føle omkring det, når du ikke har nogen beslutningstagere, der kender det fjerneste til, hvad han har oplevet i sit liv, siger Vincent Kompany til Sky Sports.

Ifølge den belgiske træner er det i fodboldbestyrelserne, at 'det rigtige problem' er.

- Hvis du gennemgår bestyrelserne i UEFA, FIFA, den italienske liga eller engelske liga, er der en mangel på mangfoldighed.

- Hvis du ikke har mangfoldighed i magtpositioner såsom bestyrelser, kan du ikke få de rigtige beslutninger om sanktioner - så simpelt er det, lyder det fra Vincent Kompany.

Lukaku opfordrer også til handling

Romelu Lukaku er den seneste fodboldspiller, som har måttet lægge øre til racistiske tilråb. Det skete i kampen mod Cagliari, hvor der lød abelyde ned mod den mørkhudede spiller.

I opgøret lykkedes det belgieren at holde hovedet koldt og score det afgørende mål i 2-1-sejren - men dagen efter tog han bladet fra munden på Instagram og opfordrede i et længere opslag til, at fodbolden skal renses for racisme.

- Fodbold er et spil, der skal nydes af alle, og vi burde ikke acceptere nogen form for diskrimination, der bringer vores spil i skam.

- Jeg håber, at fodboldforbund verden over vil reagere stærkt på alle sager med diskrimination, lød det blandt andet i Romelu Lukakus Instagram-opslag.

Mange Instagram-brugere har støttet op om belgierens opråb - i skrivende stund har over 300.000 liket billedet.