Fodbold

Bendtners FCK-debut flyttes og lukkes for al offentlighed

Reserveholdskampen mellem FC København og Brøndby, hvor Nicklas Bendtner kan få uofficiel debut, flyttes og bliver ikke tv-vist som ellers planlagt.

Massivt regnvejr over den danske hovedstad gør, at tirsdagens arvefjendeopgør i Reserveligaen mellem FC København og Brøndby flyttes.

Det oplyser FC København på sin hjemmeside.

Kampen skulle efter planen være spillet på FC Københavns træningsanlæg, Nummer 10, på Frederiksberg med kampstart klokken 13.00, men begge klubber arbejder nu på at finde en alternativ bane til at få gennemført kampen.

Flytningen af kampen betyder, at den ikke bliver tv-transmitteret, som det ellers var planlagt, og der bliver heller ikke adgang for medier. I forvejen var kampen lukket for tilskuere, og det vil den fortsat være, såfremt klubberne har held med at finde en ny bane.

I mange år har kampe mellem FC København og Brøndby på reserveholdsniveau været lukket for tilskuere af sikkerhedsmæssige grunde.

- Det er en sikkerhedsmæssig beslutning. Hvis vi ikke holdt kampen lukket for medier, ville det ret hurtigt være klart, hvor den eventuelt skulle spilles, og så kan vi ikke længere garantere for sikkerheden, siger Jes Mortensen, FC Københavns pressechef, til Ritzau.

- På "Nummer 10" har vi et setup, hvor vi kan garantere for sikkerheden, og spilles den et andet sted, kan det være svært for os at kontrollere, hvem der kommer. Og da det er vores kamp, har vi ansvaret.

Kan få officiel FCK-debut søndag

I tirsdagens kamp er det ventet, at Nicklas Bendtner får sin uofficielle debut for FC København, som han har skrevet kontrakt med for resten af året.

Den tidligere landsholdsangriber kan få officiel debut for FC København i superligakampen mod Hobro søndag 15. september.

Fire dage senere kan han få hjemmebanedebut, når Lugano fra Schweiz gæster Parken til holdenes første kamp i dette års Europa League-gruppespil.