Fodbold

Bendtners første kamp var som forventet, siger Solbakken

Nicklas Bendtner skal bygge på sin fysik, siger FC Københavns manager efter angriberens uofficielle debut.

FC København og Brøndby mødtes tirsdag i reserveholdsligaen, og her fik Nicklas Bendtner de første kampminutter i flere måneder.

Det blev til 45 minutter for angriberen, der kom frem til et par chancer. Den ene var særdeles stor og én, Bendtner "på en normal dag scorer på," fortalte han.

Præstationen overraskede imidlertid ikke FCK-manager Ståle Solbakken.

- Det var som forventet. Man er selvfølgelig lidt smårusten, når man ikke har været på banen siden 1. maj. Han kom til et par chancer og arbejdede så hårdt, han kunne. Det handler bare om at bygge på fysikken, siger Solbakken til tv3sport.dk.

- Når den kommer, kommer mere af det andet; timing, flere max-aktioner og samspil med de andre.

Ståle Solbakken vil ikke sætte dato på, hvornår han forventer at give Bendtner officiel debut. FCK møder søndag Hobro på udebane i Superligaen.

'Totalt fedt' at spille igen

Nicklas Bendtner skiftede i transfervinduets 11. time fra Rosenborg til FCK.

I Norge var han blevet frosset ud og spillede kun fem kampe i foråret, før han blev dømt ude af truppen og færdig i den norske mesterklub.

Skiftet til FCK kaldte Bendtner for "en helt særlig chance," og han var da også i højt humør efter den uofficielle debut.

- Det var totalt fedt. Det var fedt at få støvlerne på igen og komme i kamp. Jeg synes egentlig også, at de 45 minutter gik ganske udmærket. Der var nogle situationer, hvor jeg kunne have gjort det bedre. Der var også situationer, hvor det gik rigtig godt, så overordnet set er jeg egentlig rigtig godt tilfreds, sagde han til FCK TV.