Wass skal have ny træner i Valencia efter fyring

16x9
Marcelino Garcia Toral. Foto: Miguel Riopa / Ritzau Scanpix

Den spanske klub Valencia fyrer træner Marcelino Garcia Toral, oplyser klubben på sin hjemmeside.

Du kan se Barcelona mod Valencia på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY lørdag aften.

Marcelino Garcia Toral er fortid som cheftræner i den spanske klub Valencia. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Valencia, der har den danske landsholdsspiller Daniel Wass i truppen, mistede tålmodigheden allerede efter tre spillerunder af den spanske liga, hvor det er blevet til fire point.

I de to seneste sæsoner har Marcelino Garcia Toral ført klubben til fjerdepladsen i ligaen.

- Valencia har fortalt Marcelino Garcia Toral, at han ikke længere er træner for førsteholdet.

- Klubben takker ham for hans arbejde og dedikation gennem hans tid her og ønsker ham succes i fremtiden, lyder det fra klubben.

Valencia meddelte senere på sin hjemmeside, at 43-årige Albert Celades er ny mand på trænerposten, og at parterne har underskrevet en kontrakt frem til 30. juni i 2021.

Albert Celades var træner for Spaniens U21-landshold fra 2014 til 2018, hvorefter han var assistenttræner i Real Madrid i perioden med Julen Lopetegui som cheftræner.

Som spiller optrådte Albert Celades både for Real Madrid og FC Barcelona.