Fodbold

Eriksen har altid været glad i Tottenham, siger træner

Christian Eriksen er glad i Tottenham, siger manageren.

Den danske midtbanespiller har aldrig sagt, at han har været utilfreds i London-klubben, forklarer Mauricio Pochettino.

Christian Eriksen var klar på at prøve noget nyt.

Dette sagde den danske landsholdsspiller denne sommer og har efterfølgende været rygtet væk fra Tottenham Hotspur. Flere storklubber - heriblandt Real Madrid - skulle være interesseret i danskeren.

Eriksen formåede dog aldrig at få et skifte på plads, og derfor har han stadig sin bopæl i London.

Eriksens træner i Tottenham, Mauricio Pochettino, forklarer, at Eriksen altid har været glad i klubben – også selvom han ikke startede inde i sæsonens første kampe og ikke formåede at få et skifte på plads.

- Han har hele tiden været glad for at være her. Han har aldrig sagt, at han ikke er glad for at være her.

- Så har alle selvfølgelig deres mål og ambitioner, men som jeg sagde før Arsenal-kampen, var hans hoved det rette sted, og derfor valgte jeg at bruge ham, siger Pochettino ifølge Sky Sports.

Træner: Vi sætter stor pris på ham

Christian Eriksen er lige nu i gang med det sidste år i den nuværende Tottenham-aftale og kan fra 1. januar skrive under med en ny klub.

Tottenham-træneren fastslår, at selvom der endnu ikke er kommet en afklaring på Eriksens situation, så kommer det ikke til at have indflydelse på det hold, han sætter.

- Han er en meget vigtig spiller for os, og vi sætter stor pris på ham. Han er glad, og hvis han kan spille, så kommer han til det. Alle beslutninger bliver truffet ud fra præstationerne, siger træneren.

Christian Eriksen kom til Tottenham i 2013 og spillet fire Premier League-kampe for klubben i denne sæson og har scoret et mål.