Fodbold

Riddersholms råb ind på banen fik Bo Henriksen til at grine hånligt

Bo Henriksen griner hånligt af Glen Riddersholm. Kampen mellem SønderjyskE og AC Horsens endte 0-0.

Der var uoverensstemmelse mellem trænerne Glen Riddersholm og Bo Henriksen i slutningen af og efter superligakampen mellem SønderjyskE og AC Horsens.

Alt godt kommer til den, der venter, lyder et ordsprog.

Fredag aften skulle superligakampen mellem SønderjyskE og AC Horsens helt frem til sit 93. spilminut, inden der faldt et ubetaleligt højdepunkt.

Efter et hjørnespark til SønderjyskE, som ikke førte noget med sig, råbte hjemmeholdets træner, Glen Riddersholm, følgende fra sidelinjen ind til sin spiller Patrick Banggaard:

- Banggaard, hvorfor falder du ikke? Der er kæmpe straffe, man.

Hånlatter fra Henriksen

Ordene fra Glen Riddersholm fik efterfølgende AC Horsens-træner Bo Henriksen til at bryde ud i en hånlig latter mod sin trænerkollega, som han efter kampen forklarede således:

- Jeg synes, det er en morsom kommentar. Jeg griner af, at han opfordrer sine spillere til at snyde. Han råber ind til Banggaard: "Hvorfor lader du dig ikke falde?" Det, synes jeg, er over kanten. Det griner jeg lidt af. Og siger jeg, at nu må du sgu lige...

Jeg synes ikke, at han lige i den situation viser den respekt, der skal til

Glen Riddersholm om Bo Henriksen
Bo Henriksen er flad af grin over ordene fra Glen Riddersholm (uden for billedet).
Bo Henriksen (i baggrunden) og Glen Riddersholm var ikke helt enige på sidelinjen i slutminutterne.
Bo Henriksen griner hånligt af Glen Riddersholm. Kampen mellem SønderjyskE og AC Horsens endte 0-0.

- Jeg har ellers et fint forhold til Glen, men når der kommer sådan en kommentar... Det skal vi gøre os for store til, os trænere, lød det fra Bo Henriksen ifølge Horsens Folkeblad til TV3 Sport.

Riddersholm afviste at give Henriksen hånden

Glen Riddersholm blev så fornærmet over Bo Henriksens hånlatter, at han afviste at give Horsens-træneren hånden, umiddelbart efter dommer Jens Maaes sidste fløjt i kampen havde lydt.

Men i TV3 Sports studie efter kampen fortalte SønderjyskE-træneren, at det havde han fået rådet bod på.

- Jeg synes ikke, at han lige i den situation viser den respekt, der skal til.

- Det handler ikke om, om vi kan være enige eller uenige - vi behøver ikke at stå og grine af hinanden, sagde Glen Riddersholm til TV3 Sport.

Superligakampen mellem SønderjyskE og AC Horsens endte 0-0. Sønderjyderne er nu på syvendepladsen med 11 point for 9 kampe, mens Horsens er på niendepladsen med 10 point for 9 kampe.