Fodbold

FCK får ændret KOB til CPH i europæisk fodbold

Fremover bliver det nemmere at afkode FC Københavns tilstedeværelse i Europæisk fodbold. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Fremover skal hele fodboldeuropa ikke være i tvivl om, når FC København spiller europæisk fodbold.

Da den danske hovedstadsklub sidste sæson spillede Europa League-fodbold mod hold som Bordeaux, Zenit og Slavia Prag, var det forkortelsen KOB, der repræsenterede klubben på skærmen.

Det bliver fremover ændret, så klubben nu kommer til at få den grafiske betegnelse CPH.

Ifølge pressechef i FCK, Jes Mortensen, skyldes ændringerne, at det skal være nemmere at afkode, at klubben er fra København.

- Vi vil gerne være en god ambassadør for byen og vise København frem ude i Europa.

- Vi er jo stolte af at være fra København. Og vi tror og håber også på, at københavnerne er stolte af, at vi spiller for dem derude. Så det er for at gøre det endnu tydeligere, at vi er fra København, siger FCK’s pressechef til TV 2 SPORT.

Klubben kommer altså fortsat til at hedde FC Copenhagen internationalt, men den danske version af København bliver skiftet ud med den engelske version på alle officielle internationale platforme.

Det bekræfter FCK’s Director of Football Operations and International Affairs, Daniel Rommedahl, på Twitter.

FCK har deltaget i et europæisk gruppespil i 13 ud af de seneste 14 år, så ændringer sker også for at gøre klubben mere international.

- Tankerne bag ændringen er, at vi gerne vil være en international fodboldklub og være en ambassadør for byen, når vi er ude og spille rundt omkring i Europa. Så det er et lille tegn på det, siger Jes Mortensen.

Ændringerne kan ses i de danske stuer for første gang torsdag 19. september, når FCK tager imod schweiziske Lugano i Parken.

Kampen er del af Europa Leagues gruppe B, hvor også Malmø og Dynamo Kiev er at finde.