Fodbold

Brøndby slår FCN i målfest i kampen om tredjepladsen

Brøndby vandt 4-2 over FC Nordsjælland i et underholdende opgør i Superligaen.

I en kamp med flere flotte mål vandt Brøndby hjemme over FC Nordsjælland og lagde sig på ligaens tredjeplads.

Brøndby satte sig søndag aften på Superligaens tredjeplads, da hjemmekampen mod FC Nordsjælland blev vundet med 4-2.

Vinderen af søndagens kamp ville nemlig sætte sig alene på tredjepladsen, og det blev altså Brøndby, som nu har 16 point. FCN har 13 point som nummer seks.

Opgøret var ikke det allermest velspillede, men de 14.648 tilskuere på Brøndby Stadion fik ikke bare mange mål, men også flere perler.

Kampene mellem Brøndby og FCN har i de seneste år været nogle åbne slagsudvekslinger, hvor angrebene har bølget frem og tilbage, forsvarsspillet har været løst, og målene har raslet ind i begge ender.

I denne kamp åbnede begge forsvar mere kompakt. Den tidligere FCN'er Andreas Maxsø debuterede for Brøndby og dannede midterforsvar med den nye nordmand Sigurd Rosted, og det var stabilt i første halvleg.

Dog kom FCN til et par gode hovedstødschancer i de første godt 20 minutter, begge gange ved den elegante midtbanespiller Mikkel Rygaard. På den ene måtte keeper Marvin Schwäbe redde i stor stil.

Brøndbys offensiv manglede snert i den første halve time, men midtbanespilleren Dominik Kaiser ændrede på dette, da han løb slalom mellem flere forsvarere og scorede med en inderside til 1-0 efter 31 minutter.

Det lignede også pauseføringen, men et sublimt kontraangreb fordoblede føringen kort før pausen.

Topscorer Kamil Wilczek vendte på en tallerken på banens midte og sendte en bold i dybden til Josip Radosevic, der havde tabet løbet fra egen banehalvdel. Kroaten udnyttede sikkert sin friløber, og så stod det 2-0.

Udeholdet lagde et energisk pres fra anden halvlegs start og fik endelig Brøndbys forsvar på glatis. Efter otte minutter driblede Mads Døhr Thychosen sig fri på baglinjen og serverede for Mikkel Damsgaard, der reducerede.

Hos Brøndby havde Hany Mukhtar ikke haft held med mange aktioner, men fem minutter senere tog han chancen fra lidt mere end 20 meter og knaldede bolden op i hjørnet til 3-1.

Men den slags drømmemål ville modstanderens Isaac Atanga ikke stå tilbage for. Yderligere fem minutter senere kanonerede han 2-3-målet op i nettaget fra en spids vinkel.

FCN havde angreb, hvor der var optræk til en udligning, og Schwäbe måtte hive en ny stor redning frem, men Brøndby svarede tilbage og satte tingene på plads med fem minutter tilbage.

I fællesskab med den unge indskifter Morten Frendrup skaffede Wilczek et straffespark, som sidstnævnte satte sikkert ind til 4-2.