Projektil i femte tillægsminut sænker danskertrio og Genoa

Simon Kjær så hele kampen fra bænken, da hans nye klub, Atalanta, med et sent mål nedlagde Lasse Schöne, Lukas Lerager, Peter Ankersen og Genoa.

Søndagens tidlige Serie A-kamp i Genova leverede underholdning til dommerens sidste fløjt.

Med et tordendrøn i det femte tillægsminut sikrede den colombianske angriber Duvan Zapata udeholdet Atalanta en sejr på 2-1 og den danske landsholdsanfører Simon Kjær en god start på sit lejeophold i klubben.

Atalanta har nu seks point for tre kampe, mens Genoa med sæsonens første nederlag fortsat har fire point.

To mål på straffespark og et projektil

Udeholdet bragte sig foran 1-0 efter 64 minutter, da colombianske Luis Muriel sikkert omsatte et straffespark til mål.

I første omgang havde kampens dommer, Michael Fabbri, ellers vinket afværgende, efter Cristian Zapata havde fældet sin fætter Duvan Zapata på kanten af målfeltet, men hjælp fra VAR (video assistant referee) få minutter senere fik Fabbri til at pege på straffesparkspletten.

Søndag stod fætrene Duvan Zapata (tv.) og Cristian Zapata over for hinanden. Førstnævnte spiller for Atalanta, mens den snart fem år ældre Cristian Zapata spiller for Genoa. Duvan Zapata blev matchvinder for Atalanta.
Søndag stod fætrene Duvan Zapata (tv.) og Cristian Zapata over for hinanden. Førstnævnte spiller for Atalanta, mens den snart fem år ældre Cristian Zapata spiller for Genoa. Duvan Zapata blev matchvinder for Atalanta. Foto: Simone Arveda / Ritzau Scanpix

90 minutter var spillet, da det så var Genoas tur til at få chancen fra de 11 meter. Hjemmeholdets anfører, Domenico Criscito, var sikkerheden selv og fik jublen til at bryde ud på Stadio Luigi Ferraris.

De knap 20.000 tilskuere blev dog gjort tavse fire minutter senere, da Duvan Zapatas projektil strøg i mål. Andrei Radu fik hånden på, men det var ikke nok til at forhindre bolden i at forsætte sin bane og via overliggeren gå i mål.

En mavepuster for Genoa, der havde Lasse Schöne og Lukas Lerager med i hele kampen. Peter Ankersen kom på banen i det 82. minut.

Simon Kjær så hele kampen fra bænken.