Syngende lussing blev fanget af VAR

Udinese led sæsonens andet nederlag lørdag aften, og som ekstra salt i såret har Rodrigo de Paul nu karantæne, efter at han slog en modspiller.

En udramatisk situation midt på banen eskalerede og endte med at blive det mest dramatiske i lørdagens sene Serie A-kamp, hvor Inter hjemme foran 57.791 tilskuere besejrede Udinese 1-0 og overtog ligaens førsteplads.

Kampuret havde lige rundet 33 minutter, da gæsternes Rodrigo de Paul blev presset bagfra af hjemmeholdets Antonio Candreva. De Paul faldt, og det mente Candreva, at der absolut ikke var nogen grund til.

Så i sit tilbageløb råbte italieneren ad Udinese-spilleren, men da han samtidig blødt rørte De Pauls højre kind, blev argentineren vred. Rodrigo de Paul svingede højrearmen og gav Candreva en syngende lussing.

Inter-spilleren faldt efterfølgende til jorden, og her rullede han rundt, mens kampens dommer, Maurizio Mariani, løb ud til sidelinjen for at se episoden mellem de to spillere på en tv-skærm.

Med god hjælp fra VAR (video assistant referee) var Maurizio Mariani ikke i tvivl: Direkte rødt kort til Rodrigo de Paul.

Maurizio Mariani viste Rodrigo de Paul ud mod Inter. Den beslutning var Udinese-spilleren ikke enig i.
Maurizio Mariani viste Rodrigo de Paul ud mod Inter. Den beslutning var Udinese-spilleren ikke enig i. Foto: Miguel Medina / Ritzau Scanpix

Dermed var Udinese én mand færre på banen efter 35 minutters spil.

Ni minutter senere blev kampens eneste mål scoret. Banens mindste spiller, Stefano Sensi på 168 centimeter, kom foran den 23 centimeter højere Rodrigo Becão og headede Diego Godins indlæg i mål via overliggeren.

Med sejren har Inter ni point for tre kampe. Juventus er på andenpladsen i Serie A med syv point, mens Napoli og Torino hver har seks point. Torino spiller sin tredje sæsonkamp mandag aften.

Med to mål sørgede belgiske Dries Mertens for, at Napoli vandt 2-0 over Sampdoria og nu har seks point for tre kampe. Video: TV 2 SPORT

Udinese står nu noteret for én sejr og to nederlag. Den danske landsholdsspiller Jens Stryger Larsen var på banen i hele kampen mod Inter.