Fodbold

Esbjerg fyrer cheftræneren

John Lammers blev ansat i Esbjerg i 2017.

John Lammers nåede at være cheftræner i Esbjerg fra juni 2017 og lidt over to år frem. Mandag blev han fyret.

Fodboldklubben Esbjerg stopper samarbejdet med cheftræner John Lammers med øjeblikkelig virkning. Assistenten Claus Nørgård tager midlertidigt over.

Det oplyser superligaklubben mandag i en pressemeddelelse.

- Esbjerg har valgt at afbryde samarbejdet med John Lammers med øjeblikkelig virkning grundet manglende sportslige resultater, skriver klubben.

John Lammers er mandag morgen blevet orienteret om, at han ikke længere skal stå i spidsen som cheftræner for Esbjerg.

Beslutningen, der blev truffet efter søndagens 0-3-nederlag til Randers FC, udspringer sig af en skuffende spille- og resultatmæssig sæsonstart.

Sæsonstarten har blandt andet kun kastet fire scoringer og fem point af sig i ni superligakampe.

Sportschef Jimmi Nagel takker John Lammers for tiden i Esbjerg, der både gav en oprykning til Superligaen og et sæt bronzemedaljer i den seneste sæson.

- Vi har meget at takke John Lammers for, men vi må også erkende, at vi i øjeblikket befinder os et sted, hvor resultaterne ikke er tilfredsstillende.

- Det er aldrig sjovt at tage afsked med dygtige medarbejdere, siger Jimmi Nagel til klubbens hjemmeside.

Han fortæller, at han vurderede, at det var i Esbjergs bedste interesse at skifte ud på trænerposten nu.

Indtil der er fundet en ny cheftræner, bliver det den tidligere Sønderjyske-træner Claus Nørgård, der hidtil har været assistenttræner i Esbjerg, som overtager rollen som cheftræner.

- Jagten på en ny cheftræner intensiveres nu, og indtil den rette kandidat er på plads, vil Claus Nørgård have det sportslige ansvar.

- Når den nye cheftræner er fundet, vil Nørgård fortsætte i rollen som assistenttræner, oplyser Esbjerg.

John Lammers kom til Esbjerg i juni 2017, da holdet netop var rykket ud af Superligaen.