Gammelt videoklip får Ronaldo til at bryde grædende sammen

Cristiano Ronaldo var bare 20 år gammel, da hans far gik bort. Derfor var han der ikke til at opleve sin søns store triumfer.

Du kan se hele interviewet på TV 2 PLAY samt på TV 2 SPORT klokken 22.30 torsdag.

Cristiano Ronaldos øjne blev mere og mere skinnende, inden tårerne trillede ned ad hans ansigt.

Den portugisiske stjerne kunne ikke holde tårerne tilbage, da han i et stort interview med den britiske tv-station ITV blev vist et videoklip.

Jeg talte aldrig med ham - altså en normal samtale. Det var hårdt

Cristiano Ronaldo om sin far

På videoen var Ronaldos far, Jose Dinis Aveiro, der talte om sin søns fodboldevner inden EM i 2004, der blev afholdt i Portugal.

Hvorfor gør det dig så ked af det?

- At jeg er blevet nummer et, og han har ikke set noget af det. Han har ikke set mig få de priser og har ikke set, hvad jeg er blevet til.

- Min familie, min mor, mine brødre, selv min ældste søn har set det. Min far har ikke oplevet det, siger Cristiano Ronaldo.

Mistede sin far som 20-årig

Ronaldos far var en tidligere soldat og alkoholiker. Han døde i 2005 i en alder af 52 år på grund af en leverfejl.

- Jeg kendte ikke min far 100 procent. Han var en alkoholiker. Jeg talte aldrig med ham - altså en normal samtale. Det var hårdt, siger Ronaldo.

Ronaldo var kun lige blevet 20, da hans far gik bort i 2005 - året efter EM-slutrunden, hvor hans søn var med.

Dermed oplevede han ikke sin søns store præstationer. Han oplevede ikke de fem Champions League-trofæer og de fem Ballon d’Or-pokaler, som Ronaldo har stående på trofæhylden.

Jose Dinis Aveiros søn, Cristiano Ronaldo, blev verdens bedste fodboldspiller. Det oplevede han bare aldrig.

Cristiano Ronaldo måtte tørre tårerne væk, da snakken faldt på verdensstjernens far.
Cristiano Ronaldo måtte tørre tårerne væk, da snakken faldt på verdensstjernens far. Foto: ITV

Ronaldo vil vise videoen til sin familie

Derudover missede han også Portugals EM i 2016, hvor Ronaldo var en bærende faktor i den overraskende triumf for portugiserne.

På det private plan gik han ligeledes glip af Ronaldo i rollen som far til sine fire børn. Alt sammen ting, der er med til at røre Ronaldo den dag i dag.

- Jeg har aldrig set den video. Utroligt, siger han i interviewet.

- Jeg troede, at dette interview skulle være sjovt. Jeg forventede ikke, at jeg ville græde. Men jeg har aldrig set disse billeder. Jeg er nødt til at få de billeder, så jeg kan vise dem til min familie.

Ronaldo viser sine fem Ballon d'Or-trofæer frem.
Ronaldo viser sine fem Ballon d'Or-trofæer frem. Foto: Pierre-philippe Marcou / Scanpix Denmark

Ronaldo forklarede, at hans far var påvirket af krigene i Mozambique og Angola.

Juventus og Cristiano Ronaldo skal igen på fodboldbanen onsdag, hvor de tørner sammen med Atlético Madrid i den første gruppekamp i Champions League.