Fodbold

Premier League-profil stanger ud efter holdkammerat

Anwar El Ghazi stanger ud efter Tyrone Mings i kampen mod West Ham.

Der var store frustrationer mellem Anwar El Ghazi og Tyrone Mings, der kom i infight med hinanden i 0-0-resultatet mod West Ham.

Aston Villa var presset i bund af West Ham med 10 minutter tilbage af første halvleg i Premier League-kampen mandag aften.

Et sideskift fra Felipe Anderson splittede fuldstændig Villa-forsvaret, hvor Anwar El Ghazi, der er skiftet til Aston Villa fra Lille inden denne sæson, var løbet med ned for at forsvare.

Men Tyrone Mings i midterforsvaret var ikke tilfreds med præstationen fra hollænderen og gik derefter hen og råbte ad ham. El Ghazi svarede tilbage med flere råb, gik hen til Mings og stangede ud efter sin holdkammerats hoved.

Tyrone Mings startede med at råbe ad Anwar El Ghazi.
De to kamphaner gik tættere på hinanden.

Hele episoden blev endda tjekket igennem via VAR, men Mike Dean, der var kampens dommer, endte med at give begge spillere en henstilling.

Imens stod Aston Villas træner og assistenttræner, Dean Smith og John Terry, og rystede på hovedet af episoden.

Efterfølgende erkendte Aston Villas manager, Dean Smith, at El Ghazi har et stort temperament.

- Han har en smule vrede i sig. Men drengene fandt selv ud af det. Jeg behøvede ikke at sige noget, siger Dean Smith efter kampen ifølge det britiske medie The Mirror.

- Jeg overvejede ikke at skifte ham (El Ghazi, red.) ud. Det var overstået. De gav hinanden hånden og kom videre, siger han.

El Ghazi stanger ud efter Mings.
Flere holdkammerater måtte til, inden de blev skilt ad igen.

Aston Villas anfører, Jack Grealish, sagde efter kampen, at sådan noget ikke må ske på banen.

- Det var bare nogle skub i kampens hede. Da vi gik til pause, var det overstået, og de gav hånd.

- Når det så er sagt, må sådan noget ikke ske på banen, siger han ifølge det britiske medie Sky Sports.

Udover den ophedet situation var kampens mest bemærkelsesværdige øjeblik, da West Hams Arthur Masuaku fik sit andet gule kort og blev sendt tidligt i bad. Trods 25 minutter i overtal formåede Aston Villa dog ikke at score, og kampen sluttede 0-0.

Aston Villa kravler lige akkurat over nedrykningsstregen i Premier League med det ene point.