Fodbold

Danskere sætter deres aftryk på Champions League-åbning

Daniel Wass var tæt på at få en uheldig hovedrolle for spanierne, da han ti minutter senere begik straffespark, da et slattent Chelsea-hovedstød dumpede ned på hans hånd.

Yussuf Poulsen lagde op til et mål i Leipzig-sejr i Portugal, og Daniel Wass begik straffespark i London.

Hele ti danske fodboldspillere har i dette efterår mulighed for at komme på banen i Champions Leagues gruppespil.

Allerede på første spilledag var størstedelen af dem i aktion for deres klubber, da Europas største klubturnering blev skudt i gang onsdag aften med otte gruppekampe.

Hele seks danskere var i startopstillingen, og flere af dem gjorde sig bemærket.

I Portugal var Yussuf Poulsen frontangriber for RB Leipzig i en 2-1-sejr over Benfica i gruppe G.

Den store danske angriber lurede ofte på chancen inde i feltet, hvor han tog en del fysiske slåskampe.

Efter godt en halv time måtte Benfica-målmand Odisseas Vlachodimos modtage behandling efter en luftduel med Poulsen, som også modtog et gult kort efter pausen.

Godt 20 minutter før slutfløjt fik Poulsen lidt tilfældigt lagt bolden af til angrebsmakkeren Timo Werner, der kunne brage Leipzig foran med 1-0.

Werner gjorde det senere til 2-0, inden Benfica fik reduceret fem minutter før tid.

Wass begik straffespark

På Stamford Bridge tabte Chelsea med Andreas Christensen i midterforsvaret med 0-1 til Valencia, der havde Daniel Wass som højreback.

Chelsea dominerede opgøret i gruppe H, men holdet kunne ikke udnytte et stort chanceovertag mod de spanske gæster, der satsede på drille de engelske værter på kontraangreb.

Det var i stedet en standardsituation, der blev udslagsgivende. Et kvarter før slutfløjt blev et frispark løftet hen til Rodrigo, der dygtigt flugtede Valencia foran med 1-0.

Daniel Wass var tæt på at få en uheldig hovedrolle for spanierne, da han ti minutter senere begik straffespark, da et slattent Chelsea-hovedstød dumpede ned på hans hånd.

Ross Barkley hamrede efterfølgende den store chance fra pletten langt over mål.

I gruppe H var to danskere involveret i en særdeles målrig kamp, da Salzburg slog Genk med 6-2 i gruppe E.

Rasmus Nissen Kristensen var med som højreback for Salzburg og fik en advarsel i begyndelsen af anden halvleg. Joakim Mæhle spillede samme position for de belgiske gæster.

I Tyskland startede Thomas Delaney inde for Borussia Dortmund mod FC Barcelona i en 0-0-kamp, hvor tyskerne misbrugte et straffespark. Jacob Bruun Larsen fik de sidste fem minutter på banen for Dortmund.

Tidligere på aftenen så Lyons dyre danske forsvarsindkøb, Joachim Andersen, til fra bænken, da franskmændene spillede 1-1 mod Zenit Skt. Petersborg fra Rusland.

Onsdag kan yderligere to danskere få spilletid i Champions League, når Tottenham med Christian Eriksen på holdet møder græske Olympiakos på udebane.

Landsholdsanfører Simon Kjær og italienske Atalanta møder Dinamo Zagreb fra Kroatien.