Fodbold

Syv hold kan vinde Champions League, siger Toft

Atlético, Manchester City og Dortmund er alle favoritter til at gå videre fra deres gruppe.

Syv hold kommer ifølge Flemming Toft til at kæmpe om Champions League-trofæet, men ét hold skiller sig ud.

Der er masser af lækkerbiskener fra start, når Champions League fløjtes i gang tirsdag aften.

Allerede i første runde er der en gentagelse af sidste sæsons Champions League-ottendedelsfinale mellem Atletico Madrid og Juventus. Mens Dortmund møder FC Barcelona, og Real Madrid rejser til Paris.

Selv de forsvarende mestre fra Liverpool kommer på en hård prøve på udebane mod Napoli.

Så selvom Europas bedste klubber allerede har spillet en håndfuld ligakampe, bliver det ifølge TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft første gang, at vi får en indikation på, hvor storklubberne står rent styrkemæssigt.

- Allerede fra start får vi nogle knaldkampe. Det er så højt niveau og så hypet en turnering, at det er international top. Det er sukker for fodboldfolket.

- Napoli mod Liverpool er et yderst interessant opgør, fordi der er så meget Napoli-hype. Det bliver også spændende at se, hvordan Klopp blander kortene, for det bliver en lang sæson, siger Toft, som særligt også glæder sig til at se, hvor stærke Barcelona, Paris Saint-Germain og Real Madrid reelt er.

Champions League-grupperne

Gruppe A:

  • Paris Saint-Germain
  • Club Brügge
  • Real Madrid
  • Galatasaray

Gruppe B:

  • Tottenham
  • Bayern München
  • Olympiakos
  • Røde Stjerne

Gruppe C:

  • Manchester City
  • Atalanta
  • Dinamo Zagreb
  • Shakhtar Donetsk

Gruppe D:

  • Leverkusen
  • Juventus
  • Atletico Madrid
  • Lokomotiv Moskva

Gruppe E:

  • Liverpool
  • Napoli
  • RB Salzburg
  • Genk

Gruppe F:

  • Slavia Prag
  • Borussia Dortmund
  • Inter
  • FC Barcelona

Gruppe G:

  • Lyon
  • Benfica
  • Zenit
  • RB Leipzig

Gruppe H:

  • Chelsea
  • Lille
  • Ajax
  • Valencia

Favoritten

Flemming Toft og bookmakerne er enige om, at Manchester City er den største favorit til at vinde turneringen.

Rigmandsklubben har vundet fire Premier League-titler inden for det seneste årti, men trofæet med de store ører er fortsat ikke at finde i klubbens pokalskab. De har ikke engang været i finalen. Selv med Pep Guardiola som manager er de ikke kommet længere end kvartfinalen.

- Jeg tror, City er 100 procent fokuseret på at vinde den her. Guardiola er i hvert fald. Det vil være kronen på værket. Både for klubben, men også for ham specielt, hvis han også kan lave det nummer med dem. Men Juventus gik også efter det 100 procent sidste år, hvor de købte Cristiano Ronaldo. Ellers havde de ikke købt ham. Men de røg jo ud, pointerer Toft.

Manchester City vandt Premier League i sidste sæson.

Ifølge fodboldkommentatoren er City den største favorit, mens der samlet er syv hold, der kan vinde trofæet. De er delt op i to kategorier. Klubber, der prioriterer Champions League højest, og klubber, der vægter det nationale mesterskab mest.

Satser mest på Champions League:

  • Manchester City
  • Paris Saint-Germain
  • Bayern München
  • Juventus
  • FC Barcelona

- Det er fem hold, der har mesterskaberne, men de mangler virkelig at få det trofæ. Også fordi de har været langt fra det i lang tid.

Satser mest på den hjemlige titel:

  • Liverpool
  • Real Madrid

- De to hold går selvfølgelig efter det hele, men de jagter nok primært mesterskabet. Real Madrid er blevet nummer tre to år i træk, og Liverpool har ikke vundet siden 1990. De higer virkelig efter at få succes hjemme. Det er virkelig en prestige for Liverpool at få det mesterskab, for nu vandt de Champions League i sidste sæson.

Fiduserne

Uden for de syv store hold har Flemming Toft særligt tiltro til, at to hold kan overraske og komme langt i turneringen.

- Det bliver meget sjovt at se Dortmund. De har et meget godt hold, og de har en forrygende hjemmebane.

- Lyon kommer ikke til at gå hele vejen, men det bliver også et sjovt hold at se. Det er også et meget godt hold og nok også dem, der skal presse Paris i ligaen.

Fiaskoerne

Ikke alle af storklubberne kan naturligvis komme helt frem til semifinalerne. Hvis TV 2 SPORTs fodboldkommentator skal udpege to af storholdene, som kan skuffe, tror han på Atlético Madrid og Paris Saint-Germain.

- Det er, som om Paris Saint-Germain ikke er gearet til det. Du skal være gearet på alle niveauer. Både i det ledelsesmæssige, hvor det virker lidt rodet, og så virker det heller ikke til, de har fået holdet på plads.

- Diego Simeone er god til at få Atlético-holdet til at spille for sig, men jeg synes, der mangler et eller andet. Det er ikke kun på grund af, at Antoine Griezmann er væk. Men det er, som om det ikke hænger sammen på samme måde, som det gjorde i sidste sæson.

Kampene i 1. runde:

Tirsdag

  • Inter - Slavia Prag
  • Lyon - Zenit
  • Ajax - Lille
  • Benfica - RB Leipzig
  • Chelsea - Valencia
  • Borussia Dortmund - FC Barcelona
  • Napoli - Liverpool
  • RB Salzburg - Genk

Onsdag

  • Club Brügge - Galatasaray
  • Olympiakos - Tottenham
  • Atletico Madrid - Juventus
  • Bayern München - Røde Stjerne
  • Dinamo Zagreb - Atalanta
  • Bayer Leverkusen - Lokomotiv Moskva
  • Paris Saint-Germain - Real Madrid
  • Shakhtar Donetsk - Manchester City