Tidligere cheftræner bliver ekstra assistent i Esbjerg

16x9
Lars Lungi Sørensen, der er head of coaching i Esbjerg fB, vil i den kommende periode assistere trænerteamet i Esbjerg. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Lars "Lungi" Sørensen skal assistere trænerteamet i Esbjerg, indtil der er en permanent træner på plads.

Den midlertidige cheftræner i Esbjerg, Claus Nørgaard, der fik denne tjans efter fyringen af John Lammers mandag, får en ekstra assistent i bestræbelserne på at skaffe succes i Superligaen.

Således oplyser klubben på sin hjemmeside, at Lars "Lungi" Sørensen, der er head of coaching i Esbjerg, i den kommende periode vil assistere trænerteamet, indtil der er en permanent cheftræner på plads.

Nørgaard har i forvejen Lars Vind som assistenttræner, men nu tilknyttes altså også Lars "Lungi" Sørensen, der var cheftræner i klubben efter fyringen af Colin Todd, og indtil John Lammers blev ansat som permanent træner.

Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen glæder sig over, at Lars "Lungi" Sørensen, der var assistenttræner i forårssæsonen, har sagt ja til at hjælpe.

- Vi er glade for, at "Lungi" træder til og assisterer i den nuværende situation.

- "Lungi" kender spillerne fra den seneste sæson, hvor han var en del af teamet, og han har værdifuld erfaring, som vi kan bruge frem mod de kommende opgaver, siger Jimmi Nagel Jacobsen.

Esbjerg, der vandt bronze i sidste sæson, ligger i denne sæson næstsidst i Superligaen. Det er blot blevet til fem point i ni kampe.