Fodbold

Neymar-ballade rokker PSG-hierarkiet, siger kommentator

Neymar har forsøgt at gennemtvinge et skifte til FC Barcelona denne sommer, og det har ikke gjort brasilianeren yderligere populær.

Neymars flirteri med et skifte væk fra PSG rokker ved hierarkiet og svækker klubbens mulighed for succes i Champions League, mener kommentator.

Champions League-sæsonen byder på et fodboldbrag, når Paris Saint-Germain tager imod Real Madrid onsdag aften i den første kamp i gruppespillet.

Mens Real Madrid har haft masser af succes i den største europæiske klubturnering, har det knebet gevaldigt for PSG trods forstærkninger for flere milliarder kroner i de senere år.

PSG skal heller ikke regne med at stryge til tops i denne sæson, vurderer Niels Christian Frederiksen, der er kommentator på Viasat.

En af årsagerne skal findes i balladen om stjernespilleren Neymar, som sommeren igennem er blevet rygtet væk og videre til især sin tidligere arbejdsgiver FC Barcelona.

- Jeg tror ikke på PSG, fordi der er denne her saga med Neymar. Det er så tydeligt, at han vil væk, og ledelsen vil af med ham. Det gør, at der er noget uro.

- Mon ikke PSG kommer videre fra gruppespillet, og så må vi se derfra. Men jeg har bestemt ikke PSG blandt de store favoritter, siger Niels Christian Frederiksen.

Tålmodigheden er sluppet op

PSG-klubejer Nasser Al-Khelaifi, som kom til i 2011, har investeret mange penge i nye spillere i de seneste år, men han er måske ved at miste tålmodigheden med Neymar, som har været ramt af skader og involveret i flere kedelige disciplinærsager.

Neymar indledte sæsonen med tre dages karantæne i den franske liga for at slå ud efter en fan, og brasilianeren er heller ikke med i de to første kampe i Champions League på grund af karantæne for at have kritiseret fire dommere.

- Det virker som om, at Al-Khelaifi ikke er så begejstret for alle Neymars eskapader. Det mest sandsynlige er, at han bliver solgt. Han vil også selv væk, siger Niels Christian Frederiksen.

Neymars adfærd svækker hierarkiet i PSG, mener fodboldkommentatoren.

- Der bliver nogle ting omkring det her fine hierarki, som altid skal fungere i en fodboldklub, og som der er blevet rokket ved.

- Nu er Dani Alves, der var Neymars tro væbner, også forsvundet og skiftet til Sao Paolo, så Neymar er blevet lidt isoleret. Og der har tidligere været lidt konflikter med Edinson Cavani.

- Man kunne godt forestille sig et scenarie, hvor Mbappe bliver den øverste i hierarkiet.

- Det vil Neymar ikke have det godt med, da han netop skiftede til PSG, fordi han var træt af at være nummer to i Barcelona efter Lionel Messi.

- Det mest realistiske er, at hierarkiet forskubber sig, så Mbappe bliver den store stjerne i Paris, mener Niels Christian Frederiksen.

PSG-træneren udviser tillid

PSG-træner Thomas Tuchel har hele sommeren håbet på, at Neymar blev i klubben, og han viser stadig angriberen stor tillid.

- Jeg er meget tilfreds med, hvordan det endte, siger Tuchel om Neymars transfercirkus.

Med 52 mål i 59 kampe siden sommeren 2017 har Neymar bevist, at han er en afgørende spiller for PSG, og han lover at dedikere sig til klubben i de kommende måneder.

- Jeg er 100 procent fokuseret på PSG. Jeg vil give alt, som jeg har gjort det i alle de klubber, jeg har spillet for, siger Neymar.

Mens Neymar er ude med karantæne, så må PSG også undvære angriberne Edinson Cavani og Kylian Mbappe, der er ude med skader.