Fodbold

Ligeløn på landshold verden over: De jubler i Finland, mens amerikanerne kan ende i retten

De amerikanske fodboldkvinder er i krig med forbundet.

De senere år er kampen for ligeløn og ligestilling til de kvindelige fodboldlandshold intensiveret verden over.

Det var ikke kun en aftale om ligeløn, som de finske fodboldspillere og forbundet underskrev for præcis to uger siden.

De skrev sig også på den voksende liste over lande, hvor herrer og damer får det samme for at stille op for landsholdet.

At aftalen blev mulig at underskrive, skyldtes ikke mindst, at det finske herrelandshold indvilligede i at afgive en stor del af deres kompensationskroner til kvinderne.

- Jeg er stolt og taknemmelig for, at holdet bakkede så godt op omkring det her, siger Tim Sparv, anfører for det finske landshold og danske FC Midtjylland, til TV 2 SPORT.

- Selvfølgelig var der nogen, der kom og spurgte: 'Hvorfor'? Det, synes jeg, er helt naturligt, når man pludselig bliver bedt om at mindske sine bonusser. Men kvinderne fortjener virkelig alt, hvad de får, fortæller Tim Sparv om tilblivelsen af den historiske aftale.

Selvfølgelig fortjener vi kvinder det samme som mænd

Pernille Harder, anfører, Danmark

Det finske kvindelandshold blev det femte i verden til at få den samme betaling for en landsholdsudtagelse som deres mandlige modpart.

I Norge fik de nok

Vi skal ikke mere end to år tilbage for at finde den første fodboldnation, der underskrev en aftale om ligeløn på landsholdet.

De norske jenter fik ligesom de finske kvinder hjælp fra herrelandsholdet, der afstod 550.000 af deres årlige beløb udbetalt i norske kroner for at gøre kvindernes lønpose lige så tung som deres egen.

- Vi er ikke på landsholdet på grund af pengene, og da kvindelandsholdet havde en del mindre end os, syntes vi, at det var det rigtige at gøre, udtalte landsholdsspiller Stefan Johansson til NRK.

- Tak for at tage dette skridt for kvindelige atleter. For at vise ligestilling og hjælpe os alle og gøre det lidt lettere at jagte vores drømme, skrev landsholdskvinden Caroline Graham Hansen blandt andet på Instagram.

Bare et par måneder efter nordmændene fulgte islændingene trop.

Så kom turen til New Zealand, inden også Hollands landsholdskvinder sikrede sig det samme som mændene på sigt ved hjælp af en gradvis aftale gældende frem mod 2023.

I USA lægger kvinderne sag an

Lige nu kører diskussionen om ligeløn til kvindelige landsholdsspiller så på sit højeste i USA.

Her har det kvindelige fodboldlandshold, vinderne af de seneste to verdensmesterskaber, tilbage i marts lagt sag an mod det amerikanske fodboldforbund. Helt præcist beskylder de amerikanske stjerner forbundet for at have givet dem ulige rettigheder gennem flere år. Både hvad angår lønnen, men også trænings- og rejsefaciliteter.

- Vi føler, at det her er det næste skridt, som vi bliver nødt til at tage i vores kamp for ligestilling, ligeløn og ens arbejdsforhold, lød det fra landsholdsspilleren Megan Rapinoe ifølge ESPN.

Vi er frygtløse, og vi ser frem til retssagen

Molly Levinson, talskvinde for de amerikanske fodboldkvinder

Ifølge søgsmålet har kvinderne indtjent flere præmiepenge end mændene, men er alligevel blevet betalt væsentlig mindre i kompensation for deres landskampe. Helt nøjagtig 38 procent.

Det er til trods for, at mændene end ikke kvalificerede sig til den seneste VM-slutrunde.

Derudover afslører søgsmålet blandt andet, at de amerikanske fodboldmænd i 2017 var med på 17 chartrede flyrejser, mens kvinderne ikke fik en eneste.

Fodboldkvinderne har modtaget enorm opbakning fra store dele af den amerikanske befolkning - særligt efter de i sommer hjemtog den anden VM-titel i træk.

Der er stor opbakning til de amerikanske fodboldkvinder i hjemlandet.

- Ligeløn, ligeløn, ligeløn, lød det taktfast fra de mange tusinde fremmødte fans, da holdet lod sig hylde for VM-bedriften ved en storstilet parade gennem New Yorks gader.

Til maj skal fodboldkvinder og forbund i retten

Det amerikanske fodboldforbund afviser alle anklager om lovbrud.

De to parter har siden marts forsøgt at finde hinanden i et forlig, men for en måned siden brød forhandlingerne sammen.

- Vi gik ind til forhandlingerne fulde af håb. Men det er klart, at forbundet er indstillet på fortsat at betale kvinderne mindre end mændene. Vi vil have alle vores fans, sponsorere, støtter rundt omkring i verden og kvinder overalt til at vide, at vi er frygtløse, og vi ser frem til retssagen, udtalte spillernes talskvinde Molly Levinson til CNN Sport.

Sagen har også fået de amerikanske politikere på banen.

De to demokrater Doris Matsui og Rose DeLauro har fremsendt et lovforslag, der kort og godt vil blokere for statens tilskud til mændenes VM-slutrunde på amerikansk grund i 2026, hvis ikke fodboldforbundet sikrer en 'fair og lige løn' til landsholdskvinderne.

Lovforslaget forventes imidlertid ikke at have nok opbakning til at kunne blive ført igennem.

I stedet står de amerikanske fodboldkvinder og fodboldforbundet i skrivende stund over for en retssag til maj næste år. Hvis ikke et pludseligt forlig nås inden da.

I Danmark ønsker Harder det samme

Det er de amerikanske kvindernes indædte kamp for ligestilling samt den internationale udvikling på området, der har inspireret den største kvindelige fodboldstjerne herhjemme.

Jeg deler Pernille Harders bekymring

Peter Møller, fodbolddirektør, DBU

Torsdag fortæller landsholdsanfører Pernille Harder, at hun ønsker ligeløn til det danske kvindelandshold, der vandt EM-sølv i 2017.

- Selvfølgelig fortjener vi kvinder det samme som mændene. Vi bruger lige så meget tid, vi har lige så mange ofringer, og vi laver det samme arbejde, siger Harder til TV 2 SPORT.

Hos DBU deler fodbolddirektøren, Peter Møller, bekymringen fra Pernille Harder. Han hverken lover eller afviser ligeløn.

- Men vi skal selvfølgelig også finde en model, så vi har pengene til det. Lige nu genererer herrerne flere penge, end kvinderne gør, så indtægterne er ikke de samme, lyder det.

Og så kan fodboldherrerne - som i Finland og Norge - ende med at blive afgørende.

- Hvis vi lavede samme økonomiske model, som de har i Norge, kunne spillernes forhandlere bare ringe til mig, for det ville være rigtig godt for DBU, hvis vi havde den økonomiske ramme, som de har deroppe. Men sådan er virkeligheden ikke lige nu.

Kampen for ligeløn i landsholdsfodbold

  1. 2017

    1. Udløb af landsholdsaftale

      Aftalen mellem de danske landsholdskvinder og Dansk Boldspil-Union (DBU) udløber efter flere måneders forgæves forhandlinger mellem landsholdskvindernes repræsentant, Spillerforeningen, og DBU.

    2. DBU aflyser testkamp mod Holland

      De danske landsholdskvinders venskabskamp mod Holland bliver aflyst på grund af konflikten mellem DBU og spillerne. Få dage senere melder DBU om et ”totalt sammenbrud i forhandlingerne”.

    3. Enighed om delaftale

      Spillerne og DBU bliver enige om en delaftale, der gælder danskernes ene VM-kvalifikationskampen mod Ungarn. En kamp, som Danmark vinder 6-1.

    4. Norge sikrer ligeløn til kvindelandsholdet som de første

      En aftale mellem fodboldforbundet og spillerne sikrer de norske kvinder lige så mange penge i kompensation som herrerne for at repræsentere landsholdet.

       

      - Tak for at tage dette skridt for kvindelige atleter. For at vise ligestilling og hjælpe os alle og gøre det lidt lettere at jagte vores drømme, skriver landsholdskvinden Caroline Graham Hansen blandt andet på Instagram.

       

      Aftalen, der formelt vedtages senere på året, betyder, at de norske kvinder næsten får fordoblet deres indtægter på landsholdet. Den samlede pengepulje stiger fra 3,1 til seks millioner norske kroner. Heraf afstår de norske herrer 550.000 af deres beløb.

       

      - Vi er ikke på landsholdet på grund af pengene, og da kvindelandsholdet havde en del mindre end os, syntes vi, at det var det rigtige at gøre, siger landsholdsspiller Stefan Johansson til NRK.

       

    5. VM-kvalifikationskamp mod Sverige aflyses

      Pernille Haarder og kvindelandsholdet trænede i Dragør uden de vanlige landsholdsfarver grundet konflikten med DBU.

      Konflikten mellem landsholdskvinderne og DBU når nye højder, da VM-kvalifikationskampen mod Sverige aflyses.

       

      Det meddeler DBU på sin hjemmeside, hvor elitechef Kom Hallberg kalder det en 'en historisk dårlig dag for kvindelandsholdet og for dansk fodbold samlet set'.

       

    6. Ny landsholdsaftale falder på plads

      Efter et års forhandlinger når Spillerforeningen og DBU til enighed om en aftale, der sikrer landsholdskvinderne en lønstigning på 180 procent.

       

      Hidtil har kvinderne fået 2.500 kroner per kvalifikationskamp til EM, VM eller OL.

  2. 2018

    1. Island får ligeløn

      - Det har været til diskussion i de nordiske lande og andre steder, og Norge har allerede taget skridtet. Vi syntes, at det var tid til også at tage skridtet, og at det var opmuntrende for islandsk fodbold.

      Sådan siger Guðni Bergsson, præsident for fodboldforbundet i Island, KSÍ, i forbindelse med aftalen.

      Længe har islændingene fået samme kompensation for at stille op for landsholdet, men nu sikres de også samme præstationsbonus.

    2. Kvindelandsholdet i New Zealand får ligeløn

      New Zealand fik i 2018 ligeløn mellem kvinde- og herrelandsholdet.

      Det newzealandske kvindelandshold, Football Ferns, sikrer sig samme løn som herrernes, All Whites.

       

      - Det er en fantastisk linje, som vi har trukket i sandet, siger landsholdsangriber Sarah Gregorius til Radio New Zealand.

       

      - Uanset hvem du er, hvilket køn du har, så har du krav på den samme behandling og respekt, når du trækker New Zealands trøje over hovedet.

       

      Ud over lige betaling og præmiepenge sikrer fodboldkvinderne sig samme rejsefaciliteter, når de repræsenterer New Zealand.

       

      - Denne aftale vil være den første af sin slags, og vi håber, det vil tilskynde andre forbund til at gøre det samme, siger Harry Ngata, chef for spillerforeningen i New Zealand og tidligere herrelandsholdsspiller.

       

      Ifølge ham var herrelandsholdet ’ekstremt passionerede’ for at sætte fokus på ligestilling mellem kønnene.

       

      - Vi er sikre på, at det her bidrager positivt til vores eliteprogram – ikke bare for dem, der spiller der i dag, men også for dem, der gør det i fremtiden, siger Harry Ngata og fortæller om respektfulde forhandlinger med det newzealandske fodboldforbund.

  3. 2019

    1. Amerikanske kvinder lægger sag an mod fodboldforbund

      .

      Det amerikanske kvindelandshold lægger sag an mod det amerikanske fodboldforbund.

       

      Kvinderne beskylder forbundet for ulige rettigheder gennem flere år i forhold til blandt andet løn, træningsfaciliteter og rejsefaciliteter.

       

      En enkelt undersøgelse viser, at kvinderne tjener 38 % mindre end mændene.

       

      Det amerikanske fodboldforbund afviser alle anklager om lovbrud.

       

    2. Hollandske kvinder sikrer aftale om ligeløn

      .

      Eftere en længere kamp om bedre vilkår får de hollandske fodboldkvinder langt om længe en forbedret aftale med det hollandske fodboldforbund.

       

      Aftalen sikrer de hollandske kvinder ligeløn fra 2023. 

       

      - Det her er et fantastisk skridt fremad, fortalte den hollandske spiller Vivianne Miedema.

       

      De hollandske kvinder modtager lønstigningen over to omgange. Den første lønstigining skete ved indgåelsen af aftalen og frem til 2021.

       

      Herfra vil der igen ske en stigning frem til 2023, hvor kvinderne vil få nøjagtig det samme for at stille op i de orange farver som mændene. 

    3. USA bliver verdensmestre

      .

      På trods af kontroverser uden for banen med fodboldforbundet genvinder de amerikanske kvinder VM med en finalesejr på 2-0.

       

      De amerikanske kvinder bliver hyldet for deres præstation med tilråb om ligeløn fra hele stadion.

    4. Forhandlinger i USA bryder sammen

      Forhandlingerne mellem de amerikanske landsholdskvinder og fodboldforbundet bryder sammen.

       

      De to parter er fortsat langt fra en aftale om ligeløn. Spillerne er villige til at lade det amerikanske retssystem afgøre sagen. De to parter mødes i retten den 5. maj 2020.

    5. Ligeløn til de kvindelige landsholdsspillere i Finland

      Linda Sällstrom og resten af de finske kvinder får nu den samme løn som mændene.

      De finske landsholdskvinder bliver de fjerde i rækken efter Norge, New Zealand og Holland til at sikre sig den samme betaling som herrelandsholdet.

       

      I 2017 forsøgte kvinderne at gå rettens vej for at få ligeløn, men forsøget endte forgæves. Små to år senere lykkes det dog alligevel at indgå en aftale om ligeløn med det finske fodboldforbund.

       

      - Det er en fantastisk dag. Jeg er stolt af at være en finsk fodboldspiller, skriver landsholdsspilleren Linda Sällstrøm på Twitter. 

       

      Også hos de finske landsholdsmænd var der stor glæde over fodboldforbundets beslutning om at give de kvindelige kollegaer mere i løn.

       

      - Jeg er meget glad på kvindernes vegne. Den her aftale er meget betydningsfuld, udtaler landsholdsanfører Tim Sparv, der til dagligt spiller i danske FC Midtjylland, til Yle Sports.