Fodbold

Schöne får Ajax-pris opkaldt efter sig

Lasse Schöne smiler lidt ekstra for tiden.

Den tidligere Ajax-spiller Lasse Schöne spillede en stor rolle i Amsterdam-klubben. Derfor har han fået en pris opkaldt efter sig.

Lasse Schöne Trophy.

Selvom 33-årige Lasse Schöne er skiftet til Genoa i sommerens transfervindue, fylder han stadig en stor del i Ajax Amsterdam, hvor han spillede 287 kampe igennem 7 sæsoner.

Derfor har den hollandske klub valgt at hylde den danske spiller ved at opkalde en pris efter ham.

Ajax kårer hver måned klubbens bedste mål, og den pris får nu navn efter en dansk legende i den hollandske klub. Det skriver Ajax på sin hjemmeside.

- Jeg er meget beæret over, at vinderen af månedens mål fra nu af vil modtage Lasse Schöne-trofæet, siger Schöne til klubbens hjemmeside.

- Det er en meget flot anerkendelse. Jeg håber, der stadig er mange smukke mål og vindere i vente.

Lasse Schöne var selv manden bag mange smukke mål for Ajax, hvor flere af dem kom på frispark.

Han vandt desuden i 2017 og 2019 prisen for årets mål i Ajax.