Da fodboldfans smed en brændende scooter ind på banen

16x9
Det går sjældent stille for sig på banen eller på tribunerne, når AC Milan og Inter spiller derby, fortæller Flemming Toft. Foto: Miguel Medina / Ritzau Scanpix

Fans af Inter og Milan har et specielt forhold, fortæller Flemming Toft. Lørdag aften mødes de to klubber i endnu et Milano-derby.

Milano-derbyet kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY lørdag fra klokken 20.15.

At smide genstande på banen, mens der spilles, kan fodboldhistorikken fortælle.

Ølsjatter, dåser med og uden indhold, plastikflasker, mønter og ukvemsord. Det har vi set før. Sågar tribunesæder og cykelklokker. Men italienske Inter-fans toppede listen, da de på San Siro satte ild til en scooter og smed den ud over tribuneafsnittet i 2001.

Den slags er ikke kun fortid, men dog langt mere afdæmpet nu end før. I stedet er de fysiske objekter afløst af noget mindst ligeså slemt, haderåb med racistiske og homofobiske undertoner.

De nationale fodboldforbund, UEFA, FIFA og klubberne samt spillerne protesterer tydeligt og forsøger at råbe de ansvarlige op. Men det er et - desværre - globalt problem, der er taget til i styrke, specielt i Italien, hvor Inters nyindkøbte Lukaku har været seneste “offer”.

Han er på banen lørdag, når TV 2 SPORT blænder op for det særlige Milano-derby mellem AC Milan og Inter. Vi skal tilbage til 90'erne, da TV 2 sidst sendte “latinobold” fra den spanske La Liga og den italienske Serie A. Den var skudsikker fra den iberiske halvø lørdag aften ved 22-tiden og dagen efter fra støvlelandet ved 15-tiden.

Nu er vi der igen. Og så viser mindernes spejl sig et sted på væggen.

Særligt forhold mellem fans

En ganske almindelig søndag - ej, ikke helt almindelig, men dog søndag. Sporvognen - ja, den slags har de i Milano - snor sig fra Piazza del Duomo via Monte Rosa på de buede skinner, der trafikalt strategisk et stykke ad vejen er lagt midt i vejbanen og er mandsopdækket af træer som en slags allé med bilernes færden i et par yderspor. Når al den snak skal med, så er det, fordi det har betydning for titusinder, der skal til og især fra San Siro ved en kamp. Det var dengang. Nu har metroen taget sit livtag som supplement.

På den måde var bydelen San Siro tømt på minutter, og vi var ved katedralen på et øjeblik. Ingen trafikstop for datidens letbane.

Og side om side stod Inter og Milan fans i samme “tram” og sang godt nok smædesange mod og til hinanden, men de sloges ikke. Der blev ikke uddelt hverken krammere eller øretæver. Et særligt skue.

Forholdet mellem de to klubber har været særligt, når tanken falder på to fra samme by. Sådan har de det ikke i Rom (AS Roma og Lazio), sådan har de det ikke i Sevilla (Betis og Sevilla FC), sådan har de det ikke i Madrid (Real og Atletico), sådan har de det ikke i det nordøstlige London (Arsenal og Tottenham). Og jeg kunne blive ved.

Otte derbyer har jeg kommenteret i de glade TV 2 dage, da Serie A var programsat og blev fulgt tæt som stationens rettighed. Intensitet, spændinger, råben og skrigen - men sjældent vold. Et af de minderige opgør var, da røgbomber mørklagde San Siro og afbrød kampen i 21 minutter. Sort-blå røg fra Inters Curva Nord og rød-sort røg fra AC Milans Curva Sud.

To klubber, der udsprang for 119 år siden som Milan Foot-Ball and Cricket Club med masser af engelsk inspiration, som blev hver sin, da en fraktion ønskede både italienske og internationale spillere på kontrakt. I 1908 dannede de så FC Internationale Milano.

Et stadion med historiske kampe

Og så har de altså delt stadion - denne mægtige, legendariske cementklods, der har huset en række af historiens største kampe. I 1980 blev fodboldens katedral omdøbt til Stadio Guiseppe Meazza efter en af Italiens største spillere nogensinde. Han var med til at vinde to verdensmesterskaber for Italien (1934 og 1938), spillede i begge Milano-klubber og døde i 1979.

Inter føler stadig han er mere deres end AC Milans. Derfor kalder de stadionet for Guiseppe Meazza, mens AC Milans-tilhængerne fastholder San Siro - altså bydelen i Milanos nordlige del.

Men som skrevet havde vi store oplevelser på San Siro - med det der skete på banen, men også for dette Stadios storhed. Og netop storheden har været omdrejningspunkt for mange spillere.

- Enten løfter det dit spil at være en del af storheden - eller også lammer det dig, fordi det netop har så meget storhed og historie. Paolo Maldini (vel nok AC Milans største spiller gennem tiderne med 647 ligakampe, 126 landskampe for Italien og nu teknisk direktør) sagde dengang, at San Siro var for stor for mig, fortalte Martin Laursen mig for nylig - han spillede to år i klubben.

- Maldini havde nok ret, for selvom jeg fik en fin start, så blev jeg ramt af nervøsitet hver gang jeg skulle spille på dette stadion. Og til sidst måtte jeg skifte klub, lød det videre fra Martin Laursen.

Martin Laursen: Fantastiske forhold

Der var måske andre årsager til Martin Laursens exit - AC Milan havde verdensstjerner på samtlige pladser - men dette var efter hans egen mening en af dem.

Martin Laursen er en af fem danskere, der har spillet i AC Milan, og der i begyndelsen af 00'erne var han en af tre - Jon Dahl Tomasson og Thomas Helveg var de to andre. 50 år tidligere havde Jørgen Lechly Sørensen været i den rød-sorte dragt, og ti år før danskertrioen var det Brian Laudrup i en enkelt sæson.

- AC Milan var en verdensklub dengang. De købte de bedste spillere, de havde det bedste træningsanlæg, de forkælede de ansatte. Jeg fik en 300 kvadratmeter stor lejlighed med tagterrasse og swimmingpool, en af de helt dyre biler, og alt hvad jeg ellers havde behov for. For som de sagde til mig (og de andre spillere):

- Du skal bare koncentrere dig om fodbold - intet andet, fortæller Martin Laursen.

- Ingen ville væk fra klubben, og klubben ville kun sælge deres spillere, hvis de selv ville. Vi havde det fantastisk, siger den tidligere danske landsholdsspiller.

Brændende scooter

Dansker-perioden i begyndelsen af 00'erne var en del af et hold med stjernestatus. I flæng: Paolo Maldini, Andyi Shevchenko, Gennaro Gattuso, Filippo Insaghi, brasilianske Rivaldo, Alessandro Nesta og Andrea Pirlo.

Thomas Helveg spillede både for Inter og AC Milan i sin karriere, nøjagtig som Andrea Pirlo, Zlatan Ibrahimovich og brasilianske Ronaldo.

Det kunne man - ikke uden råben og skrigen, men ikke som klubskiftene mellem for eksempel Real Madrid og FC Barcelona.

Men fællesstuen San Siro har fortalt sine historier, og dengang i TV 2s spæde begyndelse var det noget af det største for mig og mine medkommentatorer, Frank Arnesen og Preben Elkjær, at være på dette stadion. Fordi det var noget særligt med sine 19 spirale ramper, der fører tilskuerne op på en af de tre etager, men også fordi fodbolden og stemningen var noget særligt. Vi blev revet med.

Det gjorde mange også med forargelse i 2001, da nogle Inter-fans overhældte en scooter med brændvæske, forsøgte at sætte ild til den og smed den ud over en tribuneafsats ned mod banen. Heldigvis skete der ingen personskade, men snakken gik i månedsvis - hvordan kunne det ske? Vagter ved indgangene slog normalt på lommerne og bad om et kik ned i en medbragt taske.

Hvordan f….. kan man liste sig ind med en scooter under armen?

San Siro - du forunderlige.