Fodbold

Watford-manager undskylder efter 0-8-blamage

Watfords manager Quique Sanchez Flores under lørdagens kamp mod Manchester City.

Watford blev ydmyget, da Manchester City vandt 8-0, og Watfords manager måtte undskylde efter nederlaget.

Watford blev lørdag klædt af for åben skærm, da klubben på udebane tabte hele 0-8 til Manchester City i Premier League.

Cifrene var blot en enkelt scoring fra at tangere rekorden i ligaen, som Manchester United satte i 1995 med en 9-0-sejr over Ipswich.

Watford-manager Quique Sánchez Flores trådte til for kort tid siden, da Javi Gracia blev fyret, og Flores havde på Watfords hjemmeside inden kampen talt om, at alt er muligt i fodbold.

Det var nok ment som et positivt indspark til klubbens fans, som har kunnet se Watford indlede sæsonen uden sejr.

Ordene viste sig dog at matche lørdagens opgør ganske godt efter en kamp, hvor City satte rekord for hurtigste føring på 5-0 i Premier League.

Den var en realitet efter blot 18 minutter, da det hele for længst var forbi for Watford.

Efter den forsmædelige afklapsning var der da også ren besked fra den spanske manager.

- Vi arbejder for fansene.

- Vi er en samlet pakke. Styrken i den pakke er styrken i den enkelte person. Fansene er de mest vigtige. Vi er skuffede. Vi kæmper for at ændre denne situation.

- Vi beklager, lød det fra Watford-manageren ifølge BBC.

Han kan konstatere, at Watford ligger sidst i tabellen med to point efter seks kampe og en målscore på 4-18.

Guardiola er tilfreds med indsatsen i anden halvleg

For Watford-keeper Ben Foster blev det da også en mareridtsdag på grønsværen.

- Det er et chok. Det er pinligt. Vi skuffede os selv og fansene. Vi gav ikke alt, hvad vi havde, siger målmanden.

For Manchester City var det lidt af et modsvar, efter at Josep Guardiolas tropper for en uge siden tabte til Norwich.

- Når man scorer fem mål på fem afslutninger, så er det spillernes kvalitet, der gør forskellen.

- Det bliver normalt kedeligt, når et hold fører 5-0 i pausen. Så bliver det useriøst, men jeg er mest glad for, at vi gjorde det modsatte. Vi var aggressive og spillede en virkelig god anden halvleg.

- Det er som om, at tidligere spillere, journalister og andre kloge hoveder stadig ikke forstår, at det er en del af livet, at man kan tabe kampe. Vi kan tabe kampe, men det vigtigste er, hvordan vi reagerer på det, siger Guardiola.

Manchester City har på andenpladsen to point op til Liverpool, som for en kamp færre har 15 point.