Celta-spiller faldt om efter hovedstødsduel

Joseph Aidoo var tydeligvis groggy, da han forlod banen. Alligevel kom han tilbage.

Næsten 20 minutter inde i anden halvleg lå Celta Vigos Joseph Aidoo pludselig i græsset i holdets eget straffesparksfelt.

Forinden havde forsvarsspilleren forsøgt at heade et indlæg væk, imens Diego Costa fra Atlétco ligeledes forsøgte at stange bolden i mål. Men i stedet for at ramme bolden slog Costa og Aidoo hovederne sammen.

Celta-spilleren gik efterfølgende i græsset, hvor han i et øjeblik lå uden at bevæge sig. Lægerne kom på banen og fik tilset ham. Nogle minutter senere kom han op at sidde, inden han selv kunne gå af banen – dog tydelig groggy.

Han skulle dog kun bruge et par minutter på sidelinjen, inden han kunne løbe på banen igen.

- Han var lidt svimmel. Vi får at se, hvad status er. Forhåbentlig er det ikke mere end det, vi så, sagde Celta Vigos cheftræner, Fran Escriba, efter kampen ifølge Aftonbladet.

Ruben Blanco, der er målmand for Celta Vigo, er også optimistisk i forhold til sin holdkammerat.

- Jeg ved ikke, hvordan han har det, men jeg er sikker på, at han nok skal klare det, siger han.

Joseph Aidoo måtte hjælpes af banen efter kampen på en båre.
Joseph Aidoo måtte hjælpes af banen efter kampen på en båre. Foto: Pierre-philippe Marcou / Ritzau Scanpix

Måtte bæres fra banen efter kampen

I de resterende 25 minutter af kampen leverede Joseph Aidoo en god forsvarspræstation, hvor han var med til at sikre, at holdet spillede 0-0.

Ghaneserens enorme arbejdsindsats blev tydelig, da kampen blev fløjtet af, hvor han med det samme smed sig på græsset.

Aidoo havde tilsyneladende spillet med en skade, og det betød, at han måtte bæres fra banen på en båre, imens holdkammeraterne stille og roligt gik i omklædningsrummet.

Resultatet betyder, at Atlético Madrid nu har 10 point efter 5 kampe, hvilket giver en andenplads i tabellen. Celta Vigo er på 14.-pladsen med 5 point efter 5 kampe.

Resultatet betyder, at Atlético Madrid nu har 10 point efter 5 kampe, hvilket giver en andenplads. Celta Vigo er på 14.-pladsen med 5 point efter 5 kampe. Video: TV 2 SPORT