Dolberg skal hjælpe nyrige Nice til tops: - Han er indbegrebet af en ny æra

16x9
Kasper Dolberg debuterede mod Montpellier Herault SC. Foto: Pascal Guyot / Ritzau Scanpix

Nice har aldrig brugt så mange penge på en spiller som på Kasper Dolberg. Danskeren skal være symbolet på den rejse mod toppen, klubben er begyndt på.

To dage før Kasper Dolbergs hjemmebanedebut inviterede OGC Nice klubbens fans til en præsentation af holdet.

I koncertsalen Palais Nikaia, der ligger en lille sprint fra Middelhavet, blev spillerne og staben én efter én kaldt frem. Især to af dem, der betrådte scenen, er der store forhåbninger til i Nice.

Den ene er en engelsk forretningsmand med en stenrig bror. Den anden er en 21-årig dansker fra Voel, nemlig Kasper Dolberg.

Danskeren har allerede vist sit værd i den franske liga, da han har fået hul på målbylden.

Storsponsor overtager klubben

På den franske Riviera i det sydøstlige Frankrig er hovedbyen Nice. I den gamle bydel vælter det med turister, alt i mens lystbådehavnen og vejene langs stranden er skueplads for store både og biler fra de mange velhavende mennesker, der enten bor i Nice eller residerer ved Middelhavet, når der er behov for sol og strand.

Byens fodboldklub, OGC Nice, er historisk ikke en, der har stjålet meget af opmærksomheden i Frankrigs syvendestørste by. Men det kan der blive lavet om på nu.

For i slutningen af august skete der noget, der kan vise sig at blive skelsættende i klubbens over 100-årige historie.

Bob Ratcliffe, CEO hos INEOS football, poserer på Kasper Dolbergs nye hjemmebane, Allianz Riviera.
Bob Ratcliffe, CEO hos INEOS football, poserer på Kasper Dolbergs nye hjemmebane, Allianz Riviera. Foto: Valery Hache / Ritzau Scanpix

Bare tre dage inden OGC Nice præsenterede deres første danske spiller nogensinde, blev det officielt, at den britiske kemivirksomhed INEOS havde købt klubben for angiveligt 746 millioner kroner.

Ikke bare ejer INEOS et af verdens allerstørste cykelhold, det er også et kæmpe firma i Storbritannien med 17.000 ansatte. Grundlæggeren, Jim Ratcliffe, er god for over 200 milliarder kroner, men det er hans bror, Bob, der er INEOS’ mand i Nice.

- Vi var fast besluttet på at overtage den her klub, for den er helt unik, og chancen er unik. Vi så på mange fodboldklubber i England og Europa, men denne klub faldt i øjnene i mange henseender, sagde Bob Ratcliffe, da overtagelsen af OGC Nice var officiel.

OGC Nice hentede fem nye spillere, efter klubben fik nye ejere. Kasper Dolberg er den dyreste.
OGC Nice hentede fem nye spillere, efter klubben fik nye ejere. Kasper Dolberg er den dyreste. Foto: KICK OFF PROD

Nice skal i Champions League

Det betyder store forandringer i det sydfranske, hvor OGC Nice ikke for alvor har været en del af fransk topfodbold siden 50'erne. Men det vil de nye britiske ejere lave om på nu.

- Vores mål er at være i Champions League inden for tre til fem år. Ikke i morgen eller i denne sæson, for det ville være kortsigtet og svært at fastholde, siger Ratcliffe.

De sidste to sæsoner er OGC Nice endt som nummer syv og otte i den bedste franske række. Så sådan en udmelding er ikke hverdagskost for de journalister, der dækker klubben tæt. En af dem er William Humberset, der arbejder for avisen Nice-Matin.

- Det er historisk. Ikke mange i Nice ville for uger tilbage have troet, at det ville ske. Man har været vant til, at Nice var en lille klub, som de seneste år har spillet gode sæsoner, men med meget få midler i ryggen, siger han til TV 2 SPORT.

Men selvom OGC Nice nu er kommet til penge og dermed passer godt til resten af byens image, vil de ikke gøre, som hovedstadsklubben Paris Saint-Germain har gjort siden 2011, hvor der er brugt milliarder af kroner på nogle af sportens allerstørste navne.

Kasper Dolberg har skrevet kontrakt med OGC Nice frem til sommeren 2022.
Kasper Dolberg har skrevet kontrakt med OGC Nice frem til sommeren 2022. Foto: OGC NICE MEDIAS

INEOS vil i stedet investere i unge, billigere spillere.

- Vores fokus bør være på rigtigt gode unge spillere, som inden for tre til fem år kan være med i den rejse, vi vil tage ud på. Det er meget vigtigt, siger Bob Ratcliffe.

Og det er her, Kasper Dolberg kommer ind i billedet.

Kasper Dolberg skal være billedet på en ny æra

Angriberen blev 29. august præsenteret som ny spiller i OGC Nice. Det første indkøb efter de nye ejere havde overtaget – og med afstand det dyreste nogensinde i klubbens historie. 153 millioner danske kroner kostede det for OGC Nice at hente Dolberg i AFC Ajax.

Men østjyden er alle pengene værd, mener William Humberset.

- At skrive kontrakt med Kasper Dolberg som den første var perfekt i forhold til at lancere deres nye projekt og give næring til alle de forhåbninger og nye ambitioner, som klubben vil have fremover. Fansene kender hans navn. Så han er indbegrebet af en ny æra i OGC Nice, siger han.

Dolberg fortæller, hvorfor han valgte OGC Nice Video: Johannes Bjerg Hansen

Kasper Dolberg er nemlig ikke helt ukendt i det sydfranske.

Mange af de rød-sorte supportere stiftede bekendtskab med danskeren i sommeren 2017, da OGC Nice mødte AFC Ajax i kvalifikationen til Champions League, og Dolberg spillede fuld tid i begge kampe.

- Det er godt. Han kan tilføre holdet meget. Rent statistisk er han bestemt ikke en dårlig spiller. Langtfra, siger Axel Fonck, der bliver bakket op af en anden Nice-fan.

- Han er en super god angriber. Han præsterer godt og er en rigtig målræv. Det er sådan en, vi har manglet i Nice, siger Damien Bessieres til TV 2 SPORT.

For med Kasper Dolberg og pengene fra INEOS er det ikke kun champagnen, der bobler i Nice. Det samme gør optimismen og forventningerne til, at byens fodboldhold er på vej mod markant bedre tider.

- I kampen om det franske mesterskab har konkurrencen om andenpladsen efter PSG aldrig været mere åben. Ifølge fansene har Nice aldrig været tættere på at spille med om mesterskabet, siger William Humberset.