Eriksen blev straffeskurk i sensationelt Tottenham-nederlag
Christian Eriksen var en af skurkene, da han brændte Tottenhams første spark i straffesparkskonkurrencen.
Tottenham er ude af den engelske EFL Cup - også kendt som Carabao Cup - allerede i 16.-delsfinalen.
Holdet tabte tirsdag aften sensationelt til Colchester fra den fjerdebedste række, League Two, efter straffesparkskonkurrence.
Her blev Christian Eriksen en af skurkene, da han brændte for Tottenham. Også Lucas Moura brændte for Tottenham, og så vandt Colchester straffesparkskonkurrencen 4-3.
Eriksen startede på bænken, men blev skiftet ind midtvejs i anden halvleg, da Tottenham havde svært ved at skabe de helt åbne chancer trods et enormt spilovertag.
Danskeren formåede dog ikke at ændre slagets gang, og efter 90 minutter måtte man efter resultatet 0-0 ty til straffesparkskonkurrence, da man ikke spiller forlænget spilletid.
Eriksen var første skytte, og hans skud blev reddet nede ved den ene stolpe.
Senere brændte Colchester med en mislykket "panenka", men da Moura senere skød over, kunne Colchester efterfølgende sikre sejren.
Favoritterne sejrede
De øvrige Premier League-tophold klarede sig bedre tirsdag aften. Manchester City stillede med en stærk offensiv og gjorde kort proces mod Preston North End, der på udebane blev slået med 3-0.
Allerede i første halvleg scorede Raheem Sterling, Gabriel Jesus og Ryan Ledson, og så var der ikke meget mere at rafle om.
Med Pierre-Emile Højbjerg på banen vandt Southampton ude med 4-0 over Portsmouth. Danny Ings scorede to gange i første halvleg.
Med Kasper Schmeichel på bænken vandt Leicester sikkert med 4-0 ude over Luton.
Også keeper Jonas Lössl sad på bænken hos Everton, der på udebane vandt med 2-0 over Sheffield Wednesday.
Endelig vandt Arsenal med 5-0 hjemme mod Nottingham Forest.
De resterende otte 16.-delsfinaler spilles alle onsdag.