Messi pådrager sig ny skade i Barcelona-sejr
Barcelona vandt med 2-1 over Villarreal i den spanske liga, men Lionel Messi udgik med en lårskade i pausen.
Efter en svag sæsonstart hentede FC Barcelona tirsdag en tiltrængt sejr i den spanske liga, hvor Villarreal hjemme på Camp Nou blev slået med 2-1.
Dermed kom Barcelona på ti point for seks kampe.
Det kan dog vise sig at være en dyrt købt sejr for Barcelona. Således udgik Lionel Messi, der mandag blev kåret som verdens bedste spiller af Det Internationale Fodboldforbund (FIFA), efter første halvleg.
Han er netop kommet sig over en anden skade og startede inde for første gang i denne sæson, men nu har han altså nye problemer. Det lignede en skade i venstre lår, oplyser nyhedsbureauet AFP.
Messi nåede at vise sit værd i kampen. Fem minutter var spillet, da Antoine Griezmann gav Barcelona en drømmestart med en for ham lidt atypisk scoring.
Lionel Messi serverede et hjørnespark til forreste stolpe, hvor Griezmann kastede sig frem og elegant headede bolden i mål til 1-0.
Efter et kvarter blev det så 2-0. Arthur tog chancen fra 25 meter, og hans skud strøg ind i hjørnet.
Den slags ville Santi Cazorla dog ikke stå tilbage for. Fra nogenlunde samme afstand reducerede han til 1-2 kort før pausen med et fremragende venstrebenshug.
Det blev dog ikke til mere i anden halvleg, og nu må Barcelona spændt afvente, hvor slemt det står til med Messi.