Nations League-top udvides: Danmark kan møde Tyskland

Tyskland undgår nedrykning, efter UEFA har valgt at udvide den øverste del af Nations League til 16 hold.

Når Europas landshold skal dyste ved Nations League næste gang, bliver det øverste lag udvidet.

Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) oplyste i Ljubljana tirsdag, at det øverste lag bliver ændret fra 12 til 16 nationer, når den næste udgave begynder i efteråret 2020.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Da turneringen blev spillet første gang i efteråret 2018, vandt Danmark sin gruppe i det næstøverste lag foran Wales og Irland og rykkede derfor op i det øverste lag.

I den første udgave rykkede Tyskland, Polen, Kroatien og Island ned fra det øverste lag, da de sluttede sidst i deres respektive grupper, men nu får de fire nationer altså lov til at blive på første klasse.

Dermed kan Danmark potentielt trække Tyskland eksempelvis.

I den kommende turnering vil de 16 nationer blive inddelt i fire grupper, hvor alle mødes ude og hjemme.

Lodtrækningen til den næste udgave af Nations League finder sted i Amsterdam 3. marts næste år.