Fodbold

Mallorca-spiller undskylder for kommentar, der fik Morata til at se rødt

Det var ikke mange minutter, Alvaro Morata fik på banen, inden han blev sendt ud igen. Salva Sevilla fortæller nu, hvad der blev sagt til angriberen.

- Lad Salva Sevilla fortælle, hvad han sagde.

Det råbte Alvaro Morata til de spanske journalister, da han blev spurgt til det røde kort, han modtog for en episode med Xisco Campos, som Salva Sevillas overværede. Det skete efter kampen mellem Mallorca og Atlético Madrid, som sidstnævnte vandt med 2-0.

Et kvarter før tid havde den tidligere Chelsea-angriber haft en batalje med Mallorca-spilleren Xisco Campos, der angiveligt råbte noget efter Álvaro Morata, som Salva Sevilla altså ifølge Morata også skulle have hørt. Det var noget, der tydeligvis bragte Moratas sind i kog.

Salva Sevilla fortæller nu, hvad det var, der blev sagt til Morata.

- I 35 år har jeg aldrig oplevet noget lignende. Hvad der sker på banen, bliver på banen. Uden for banen kan vi ikke fortælle løgne for at retfærdiggøre vores fejl. Mine ord var: ”Du er fars lille dreng” (hvilket hentyder til, at han er en forkælet, lille dreng, red.)

- Det var en fejl af mig, og jeg undskylder. Men jeg vil ikke høre på, at jeg sagde noget om hans kone og børn, skriver Salva Sevilla på Twitter.

Spanieren fór herefter hen til Mallorca-forsvaren og stangede ud efter ham. Det resulterede i et gult kort til begge spillere.

Men Atlético Madrid-spilleren fortsatte sine protester til kampens dommer, og han kvitterede med det andet gule kort til Morata, der blot nåede at få otte minutter på banen inden sin udvisning.

Atlético Madrid vandt opgøret mod Mallorca med 2-0. Målene blev scoret af Diego Costa og Joao Felix.

Du kan se opgøret lørdag mellem Atlético Madrid og Real Madrid på TV 2 Play og TV 2 SPORT.

Atlético Madrid-angriberen Álvaro Morata nåede kun at få otte minutter på banen, inden temperamenten løb af med spanieren mod Mallorca. Video: TV 2 SPORT