Fodbold

Venskabskampen, der gik verden rundt

I 'Latinotanker' kigger Christian Bækgaard hver uge på stort og småt fra fodbolden i Spanien og Italien op til weekendens kamp på TV 2 SPORT.

Nu nærmer weekenden sig - om lidt er der Latinobold. Hver uge sender vi topbold på TV 2 SPORT. I denne weekend kaster vi os over braget i Spaniens hovedstad mellem Atlético Madrid og Real Madrid.

Her i 'Latinotanker' tager jeg pulsen på, hvad der rører sig i de to fantastiske fodboldlande - Spanien og Italien.

Krammer til Lektor Lukaku

Romelu Lukaku er populær i Inter. Tre mål i fem Serie A-kampe siden skiftet fra Manchester United betyder noget. Sidste weekend spillede han en flot kamp og scorede, da Inter slog Milan. Men også uden for banen er 600-millioner-manden hurtigt blevet et hit. Han kan nemlig italiensk. Hans bror Jordan Lukaku spiller for Lazio, og ved at se hans kampe på tv har storebror Romelu lært sig selv det smukke sprog. Og det han ikke kunne, har han hurtigt lært sig selv efter ankomsten til Inter. Det betyder, at han allerede nu giver interviews på italiensk. Dét kan man godt lide i støvlelandet. Og det kan vi også godt på Latinobold-redaktionen – og sender derfor en krammer i retningen af den gode Lukaku.

PS. Den 1,91 meter høje mand, født i Antwerpen, kan udover italiensk også begå sig på engelsk, fransk, tysk, spansk, hollandsk, portugisisk og Lingala - sidstnævnte tales i store dele af Congo.

Her kan du se et af de interviews, Lukaku har givet på italiensk. Og fortvivl ej, der er engelske undertekster.

Og apropos det med at lære italiensk hurtigt. Kan du huske Matti Lund Nielsen, der tidligere har spillet i klubber som OB, FC Nordsjælland og Lyngby? Lige nu spiller han i norske Sarpsborg, men tilbage i 2012 skiftede han til Pescara i Italien. Få måneder senere stod han og gav live-interviews på italiensk tv. Det aftvinger respekt for de fodboldspillere, der formår og prioriterer at tage sprog kultur til sig.

Venskabskampen, der gik verden rundt

Lørdag aften venter en af fodboldens største kampe. Atlético Madrid mod Real Madrid. Det er kun El Clásico, der er større i det fodboldgale latinoland. Her får du tre nedslagspunkter frem mod El Derbi Madrileño.

1] De to klubber har hadet hinanden siden fødslen. Real Madrid er fra 1902, mens Athletic Club Sucursal de Madrid (det hed de dengang) kom til verden året efter. Real Madrid var byens mest magtfulde og rigeste klub. Man udnyttede positionen til at gøre det af med de bedste af de mindre klubber ved simpelthen bare at hente deres bedste spillere. Og var det ikke nok, opkøbte man i stedet klubberne. Det var kun det nuværende Atlético Madrid, der kunne tage kampen op. Klubben blev stiftet af tre baskere, der boede i Madrid. De ønskede en klub, der kunne samle baskere i hovedstaden. I praksis blev det dog en 'gren' af Athletic Bilbao - lignede vedtægter og så videre. De modtog økonomisk støtte fra deres hjemstavn - fra Baskerlandets største klub, Athletic Bilbao, og kunne derfor stå imod. Siden voksede man sig stor og stærkt og står nu alene - og kan fortsat stå op imod Real Madrid; og derfor har vi de her fede kampe mellem de to klubber.

Real Madrid har historisk set, blandt andet under Francos diktatur, været ’styrets’ hold, hvilket trækker tråde helt frem til i dag. Blandt andet ynder fans af Atlético Madrid at synge "Hala Madrid, hala Madrid, el equipo del gobierno, la vergüenza del país". Oversat til dansk ville det lyde nogenlunde således: "Go Madrid, go Madrid, regeringens klub, landets skam."

2] I forlængelse af dette er klubberne altså at betragte som hinandens modsætninger. Real Madrid har hjemme på Santiago Bernabeu, der ligger i den velhavende, fine, dekadente nordlige del af byen. Omvendt har Atlético i mange år holdt til på stadion Vicente Calderon i den sydlige del af hovedstaden i et gammelt og klassisk arbejderkvarter. De flyttede for et par år siden ud af byen for at spille på Wanda Metropolitano.

3] De to klubber har mødt hinanden et hav af gange igennem mere end 100 år. Alligevel er det det seneste opgør, der springer mest i øjnene, når man kigger på listen over indbyrdes opgør.

Det var egentlig ”bare” en sommerkamp i New Jersey, USA. Lige indtil Atlético nærmest ødelagde og udstillede Real Madrid med de usete cifre 7-3.

Fodboldverdenen gik i stå og resultatet tog på en rejse rundt i samtlige sportsmedier kloden rundt. 3-7. Det var et vanvittigt resultat.

5 mål i første halvleg og 7 på 70 minutter; det første efter 45 sekunder. Det var specielle scener, der udspandt sig; slåskampe, uro og en apatisk Zidane på sidelinjen.

Kampdata:

Real Madrid - Atletico Madrid 3-7

Målscorere:

0-1 Diego Costa (1')

0-2 Joao Felix (8')

0-3 Angel Correa (19')

0-4 Diego Costa (28')

0-5 Diego Costa (45')

0-6 Diego Costa (51')

1-6 Nacho (59')

1-7 Vitolo (70')

2-7 Benzema (85')

3-7 Javi Hernandez (89')

Skræmmende læsning for dem, der holder med Real Madrid. For hvordan kan man synke så dybt? Det var ikke b-holdet, Zidane stillede med.

Courtois, Ramos, Nacho, Marcelo, Modric, Kroos, Isco, Jovic og Hazard startede alle på banen i den kamp, der endte med et af de største nederlag i klubbens historie.

Sammenligner man med resultater i gældende kampe, skal vi angiveligt helt tilbage til sæsonen 1931/32 for at finde sidste gang, Real Madrid lukkede så mange mål ind. Det er med det in mente, at holdene nu mødes igen præcis to måneder efter. Jeg tænker godt, vi kan tillade os at glæde os.

Man bliver så træt

Vi slutter i det sure hjørne. Beklager. Tilgiv mig, tak. Men hvor er det dog enerverende, grænsende til det livsforkortende, at læse det ene transferrygte efter det andet, nu hvor transfervinduet (for længst) er lukket. Det er ikke et nyt fænomen, så langt er jeg med, men det fremstår eskalerende.

Jeg bliver træt hver gang, jeg sidder og søger rundt efter spændende historier, og i stedet bliver præsenteret for oceaner af ubekræftede og ukommenterede rygter. Her et lille udpluk af de seneste:

  • Paul Pogba til Real Madrid. For 117. gang.
  • Christian Eriksen til Atletico Madrid. Igen, igen.
  • Mario Mandzukic til Manchester United.
  • Ousmane Dembele til Manchester United.
  • José Mourinho ny cheftræner i Real Madrid - ud med Zidane.
  • Erling Braut Håland (ham den unge normand med hattricket i Champions League) til Juventus.

Herudover var der historien om, at Zinedine Zidane er sur på ledelsen i Real Madrid, fordi de ikke hentede Christian Eriksen. Sidst var historien ellers, at det var Zidane, der selv havde sagt nej til Eriksen. Alt det her får interessen for det samlede produkt til at skrumpe.

Ligesom klubberne ikke kan handle uden for transfervinduet, burde medier forbydes at skrive om rygter, uden kilder eller det der ligner, i samme periode. Det kommer nok desværre en lille smule i karambolage med ytringsfriheden. Men hvor ville det være dejligt.

Nå, slut med brok - og med Latinotanker for denne gang.

Tak, fordi du læste med. Ses lørdag klokken 21 til El Derbi Madrileño.

Vamos!