Fodbold

Alexis Sanchez scorer og får rødt kort for film i Inter-triumf

Alexis Sanchez var manden i centrum på både godt og ondt, da Inter vandt 3-1 over Sampdoria og tilbageerobrede førstepladsen.

Alexis Sanchez startede inde for Inter for første gang i sæsonen, og det blev en kamp, chileneren sent vil glemme.

Bare 20 minutter havde han samlet spillet i løbet af sæsonen, og bare godt 20 minutter skulle han bruge i Inters kamp mod Sampdoria på at vise sig frem.

Efter at Stefano Sensi havde bragt Inter foran, kom Alexis Sanchez på måltavlen, da han snød Sampdorias offsidefælde og sikkert øgede Inters føring.

Udvist for film

Men i anden halvleg blev chilerens dag pludselig noget dårligere.

Der var ikke engang spillet et minut af anden halvleg, da den iltre chilener var først over en løs bold i Sampdorias straffesparksfelt. Men det, der ellers ligende en stor chance for at øge til 3-0, blev vekslet til et rødt kort. For i stedet for at afslutte valgte Alexis Sanchez at forsøge at filme sig til et straffespark.

Alexis Sanchez blev vist ud for at filme i Inters kamp mod Sampdoria.

En Sampdoria-forsvarer skulle til at stikke sin fod ud, men han nåede at trække foden til sig. Alligevel faldt Alexis Sanchez.

Den hoppede kampens dommer dog ikke på, og i stedet fik den udlejede Manchester United-spiller sit andet gule kort, og så måtte han tidligt i bad.

Selvom Sampdoria fik reduceret, så fik Inters Gagliardini genetableret føringen på to mål, og så kunne Inter tage den sjette sejr ud af seks mulige.

Milano-klubben fører Serie A med to point ned til Juventus.