Fodbold

Målmandsdrop forlænger Liverpools sejrstime

Sheffield Uniteds målmand dummede sig, da Georginio Wijnaldum sikrede Liverpool den syvende ligasejr i træk.

Liverpool fortsætter den suveræne sæsonstart på Premier League, hvor holdet nu har taget syv sejre i træk.

På udebane vandt Jürgen Klopps mandskab med 1-0 over Sheffield United.

Georginio Wijnaldum blev matchvinder for gæsterne midtvejs i anden halvleg, da hollænderen fra kanten af feltet trykkede på mål.

Dean Henderson i Sheffield-målet burde have fanget skuddet, men det lykkedes ham at fumle bolden mellem benene på sig selv.

Ligaens suveræne førerhold virkede ellers usædvanligt tamme oppe foran. Liverpool skabte ikke det store før slutningen af første halvleg, hvor Sadio Mané burde have scoret.

To minutter før pausen bredte Roberto Firmino bolden ud til en helt fri Mané, der få meter fra mål ramte stolpen.

Liverpools senegaleser var generelt uskarp. Efter en god halv times spil havde han misbrugt en pæn mulighed, da han blev sendt afsted på en friløber og bankede langt over mål.

Sheffield har fået en nogenlunde sæsonstart, og holdet havde chancen for at blive det første hold til at tage point fra ellers suveræne Liverpool.

John Fleck fik skabt en god mulighed for sig selv, da han fik bragt Virgil van Dijk ud af balance, men afslutningen på mål var for svag.

Liverpool topper Premier League med 21 point efter syv spillerunder. Manchester City følger efter med 13 point for en kamp færre. Sheffield United har otte point midt i tabellen.