Cornelius er med i nøglekampe - her er Hareides A-landshold

16x9
Andreas Cornelius er inde i varmen hos landstræner Hareide. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Angriberen Andreas Cornelius og Peter Ankersen også er tilbage på landsholdet efter en periode uden for truppen.

Fodboldlandstræner Åge Hareide udtog mandag Andreas Cornelius og Peter Ankersen til kampene mod Schweiz og Luxembourg.

Det danske herrelandshold møder Schweiz i Parken 12. oktober i en EM-kvalifikationskamp og dernæst Luxembourg i en testkamp på Aalborg Stadion tre dage senere.

- Vi står foran en afgørende kvalifikationskamp mod Schweiz. Parken er udsolgt, og jeg tror ikke, at jeg behøver sige noget til spillerne for at få dem op at køre.

- De var meget effektive dernede i den første kamp i marts, og vi var meget effektive i slutningen af kampen, siger Hareide om 3-3-kampen i Schweiz.

- Luxembourg-kampen er en testkamp, og den vil sikre, at vi får sat alle spillerne i aktion inden de afgørende kampe i november, siger Hareide.

Ændringer i forhold til seneste landskampe

I forhold til de seneste EM-kvalifikationskampe mod Gibraltar og Georgien er Malmö FF-spillerne Anders Christiansen og Jonas Knudsen ude af truppen.

Det har givet plads til Genoa-backen Peter Ankersen og Parma-angriberen Andreas Cornelius i truppen.

Feyenoord-angriberen Nicolai Jørgensen, som har gjort comeback i Holland efter en skade, samt Southampton-stopperen Jannik Vestergaard er fortsat ikke med i truppen.

Til gengæld var der genvalg til stjernerne Christian Eriksen, Kasper Schmeichel og anfører Simon Kjær.

Danmark vandt tidligere i september med 6-0 ude over Gibraltar, mens det blev til et 0-0-resultat ude mod Georgien.