Fodbold

Conte løfter Inter op af dyndet: - Min fodbold har altid været organiseret

Antonio Conte kunne senest juble, da Inter lørdag aften vandt 3-1 ude over Sampdoria. Josep Lago / Ritzau Scanpix

Efter otte år uden topplaceringer har Inter fået en fantastisk sæsonstart under den nye træner, Antonio Conte. Nu venter styrkeprøve mod Barcelona.

I de seneste otte sæsoner har Inter kun præsteret placeringer mellem nummer fire og ni i Serie A. Helt uhørt for den 18-foldige italienske mester, der onsdag møder FC Barcelona i Champions League.

Nu er klubben, som efter succestiden har fået kinesisk ejer, endelig på vej op af dyndet.

Den karismatiske italiener Antonio Conte er tiltrådt som træner og har givet klubben en forrygende start med seks ligasejre og en målscore på 13-2.

Det kan lede tankerne hen på hans tiltrædelse i Chelsea i 2016, hvor han gjorde klubben til mester i sin første sæson.

Conte mener, at han kan få hold til at blomstre hurtigt med sin simple tilgang.

- Jeg er en træner, der altid giver sit hold en præcis idé om fodbold. Min fodbold har altid været organiseret. Vi har en plan og arbejder hårdt ud fra en række scenarier.

- Alle vores præstationer i denne sæson har vist kvalitet og organisation, men mentaliteten, når man skal ud af svære situationer, gør den sidste forskel, siger Antonio Conte.

Inter forstærkede sig med flere store navne op til sæsonen. Blandt andet blev den stærke forsvarer Diego Godin hentet i Atlético Madrid, mens Romelu Lukaku blev købt i Manchester United for et beløb i omegnen af 500 millioner kroner.

Inter vandt i 2010 både mesterskabet og Champions League, men Conte minder om, at der stadig er langt til at kunne drømme om den slags.

- Vi er ved at være i den rette sindsstemning, men vi skal stadig vokse meget. Vi er nyfødte i dette projekt. Nu trykker vi på nulstillingsknappen og fokuserer på Barcelona, siger Conte.

Inter åbnede gruppespillet i Champions League med 1-1 hjemme mod Slavia Prag. De to øvrige hold i Champions League-gruppe F, Dortmund og Barcelona, spillede 0-0.

Kampen mellem FC Barcelona og Inter starter klokken 21.