Fodbold

Liverpool overlever vildt comeback mod Salzburg

Liverpool-mandskabet kunne glæde sig over hele fire scoringer i kampen mod Salzburg. Kampen endte 4-3. Paul Ellis / Ritzau Scanpix

Liverpool formøblede en 3-0-føring på Anfield mod Salzburg, men fik alligevel hevet en smal sejr i land.

Salzburg lavede et comeback af liverpoolske dimensioner mod netop Liverpool på Anfield onsdag aften, men i sidste ende rakte det ikke til point alligevel.

De østrigske underdogs med Rasmus Nissen Kristensen på holdet vendte ellers 0-3 til 3-3, inden Mohamed Salah sikrede hjemmeholdet sejren på 4-3 i gruppekampen i Champions League.

Med sejren fik Liverpool de første point i gruppen efter nederlaget i Napoli i første opgør. Salzburg har som Liverpool tre point efter 6-2-sejren over Genk.

De østrigske gæster havde hænderne fulde fra start, og allerede efter ni minutter måtte Nissen Kristensen og holdkammeraterne se Liverpool tage føringen ved formstærke Sadio Mané.

Salzburg var sjældent boldbesiddende omkring Liverpools felt, mens gæsternes defensiv blev presset hårdt af Liverpool.

Efter 25 minutter duftede det af en afgørelse, da venstrebacken Andy Robertson viste sine offensive kvaliteter.

Robertson satte selv angrebet i gang med et ryk frem i banen centralt og tog et godt løb ind i feltet. Her løb han frem i en tværaflevering fra backkollega Trent Alexander-Arnold og satte bolden i kassen med indersiden.

Liverpool-spillerne så ud til at have travlt med at afgøre kampen. Ti minutter senere gav tvivlsomt målmandsspil chancen til Mohamed Salah, som gjorde det til 3-0.

Liverpool kom skidt fra pausen

En opspilsfejl af Jordan Henderson gav Hee-Chan Hwang muligheden for en reducering kort efter, og den udnyttede han flot.

Det ændrede dog ikke på, at det var svært at se en vej tilbage i kampen for den gæstende danskerklub.

Men Liverpool kom skidt ud efter pausen, og Salzburg kom frem til flere gode muligheder, inden Takumi Minamino sendte chokbølger gennem Anfield med reduceringen til 2-3 ti minutter inde i anden halvleg.

Pludselig lurede et sensationelt comeback på niveau med det, Liverpool i 2005 selv leverede i Champions League-finalen mod AC Milan.

Og udligningen kom. Blot fire minutter senere.

Håland fri foran mål

Et sjældent rystet Liverpool-forsvar sejlede rundt og lod den indskiftede norske komet Erling Braut Håland stå helt fri foran mål, hvor han let trillede bolden ind til 3-3.

Liverpool-spillerne virkede lammede. Selvtilliden og overlegenheden fra første halvleg var væk.

Klasse fornægter sig imidlertid sjældent, og det var også en af Jürgen Klopps stjernespillere, som gravede Liverpool ud af choktilstanden.

Mohamed Salah løb sig fri i feltet, og han sparkede sikkert bolden, som han modtog i medløb, ind til 4-3 20 minutter før tid.

Det blev den sidste scoring i et vildt opgør, hvor fiaskoen lurede for Liverpool.

I gruppe G var der danskermøde i det østtyske. RB Leipzig med Yussuf Poulsen tog imod Joachim Andersens Lyon. Den duel slap sidstnævnte bedst fra, da Lyon tog sejren med 2-0 på en scoring i hver halvleg.

I gruppens anden kamp vandt russiske Zenit med 3-1 over Benfica.