Fodbold

Peter Møllers ’bombe’ står som det mest bemærkelsesværdige efter et år, siger ekspert

Onsdag er det præcis et år siden, at Peter Møller blev præsenteret som fodbolddirektør i DBU. Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Onsdag markerer årsdagen for Peter Møllers ansættelse i DBU. Flemming Toft mener, at trænerskiftet står tilbage som det mest nævneværdige aftryk.

Efter 16 år som professionel fodboldspiller og 12 år som tv-vært blev Peter Møller 2. oktober 2018 ansat som fodbolddirektør i Dansk Boldspil-Union (DBU).

Peter Møller blev ansat med henblik på at styrke det sportslige fokus og udviklingen, og derfor oprettede DBU en helt ny stilling til den tidligere landsholdsangriber.

Nu er det første år gået, og ifølge TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft står trænerbomben tilbage som det mest markante øjeblik under Peter Møllers tid som fodbolddirektør.

- Der er ingen tvivl om, at fravalget af Åge Hareide og tilvalget af Kasper Hjulmand ikke alene kom som en bombe, men indtil nu har været det mest bemærkelsesværdige fra Peter Møller. En markant udmelding.

- Peter Møller blev betragtet som Åge Hareides forlængede arm, da Møller blev ansat. I stedet brækkede han den midt i nordmandens og landsholdets resultat-rekord periode, siger Flemming Toft.

Offentliggørelsen af Kasper Hjulmand kom nemlig blot to dage efter Danmarks suveræne 5-1-sejr over Georgien, hvor landsholdet befandt sig i en periode, hvor holdet ikke havde tabt i 29 landskampe med Hareide ved roret.

’Timingen var tvivlsom’

Det kom bag på Hareide og Jon Dahl, at udmeldingen om trænerskiftet kom, da den gjorde, og Flemming Toft mener ikke, at Peter Møller i den her situation handlede acceptabelt.

- Timingen var tvivlsom, da han sagde farvel til Hareide, synes jeg. Og det blev ikke håndteret så pænt bag om ryggen på Hareide og Jon Dahl.

Da DBU i sin tid ansatte FCK’s tidligere nummer 32, lød beskrivelsen, at Peter Møller som ny fodbolddirektør skulle styrke DBU’s samarbejde med spillerne samt med fodboldfolk, både nationalt og internationalt.

En opgave, der ikke nødvendigvis er blevet løst som forventet.

- I Peter Møllers periode er der optimeret på forholdene omkring især A-landsholdet. Om han har styrket DBU’s forhold til spillerne, er jeg lidt tvivlende omkring. Han er godt nok tættere på dem, end DBU-folket har været tidligere, men jeg ved, at de fleste på landsholdet har rynket på næsen over hans håndtering af Hareide og Jon i forbindelse med ansættelsen af Hjulmand.

Peter Møller jubler efter Christian Poulsens 2-0 mål i VM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Kasakhstan i 2005.

’En frisk, ærlig og herlig fyr’

I Peter Møller ansatte DBU også en fodboldglad mand. Det var det, DBU mente, de havde brug for.

Og det har de i den grad fået. Flemming Toft værdsætter Peter Møllers umiddelbarhed, men konstaterer også, at det til tider går galt.

- Peter Møller taler 'fodboldsprog' i sin umiddelbare begejstring over legen med bolden og i sine ind i mellem lidt for friske bemærkninger. For eksempel da han mente, at medierne havde til opgave at skabe begejstring omkring landsholdet. Dér var han den Peter Møller, der per instinkt tog chancen foran mål - og det her var et selvmål.

Selvom Flemming Toft sætter spørgsmålstegn ved enkelte af Peter Møllers beslutninger, står et godt helhedsbillede tilbage efter det første år med den nye fodbolddirektør.

- Ansættelsen var noget af det absolut bedste, der er kommet fra DBU i mange år. Han er kommet med sin umiddelbarhed, sin fodboldglade indstilling og sin mening om det danske landstrænerjob.

- Den ny fodbolddirektør har givet DBU et pænere og mere tydeligt ansigt. Han har krævet indflydelse, og han har fået det. Der er ingen tvivl om, at han er en gevinst for DBU. Og så er han en frisk, ærlig og herlig fyr. Det ved jeg fra hans tid som spiller og hans korte tid som min sidemand i kommentatorboksen på TV 2.

Peter Møllers hidtil største ændring træder i kraft 1. august 2020, hvor Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst overtager trænergerningerne fra Åge Hareide og Jon Dahl Tomasson.