Italiener blev truet med knytnæver af holdkammeraterne, da han scorede

16x9
Flemming Toft ser frem mod søndagens Serie A-opgør mellem Juventus og Inter. Foto: Marco Bertorello / Scanpix Denmark

TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft ser frem mod Inter og Juventus, der bliver spillet søndag.

Jeg stod på toget i Firenze med kurs mod Torino. Lidt sent på den, derfor måtte jeg den lange vej fra bageste vogn for at finde min bestilte plads i den “pæne” afdeling. Snørklede mig forbi tætsluttende kupéer fyldt med geder, høns, grøntsager - og sælgende fra syd. Et normalt syn, for det var i nord, de fattige kunne få mest for deres varer.

De kom fra Napoli - de fleste. Campania-regionen, hvor det spænder vidt fra luksuriøse badestrande til små fattige landbrug. Hvor de serverer Limoncello - og vand fra hanen. Hvor kontrasterne viser Vesuv, Pompeij, Amalfi og vasketøj på snore trukket ud af vinderne fra væg til væg. De var på vej til det, de kaldte “frelsen” i nord. Gennemsnitsindkomsten i syd ligger på 60 procent under den i nord.

Mange af dem havde en Juventus-trøje trukket ud over laser og pjalter. For at gøre sig til - udover de kødelige og grønne sager. For de vidste, at når man nu kørte med Torino som mål, så var det den sort-hvid stribede trøje, der kunne noget. De inklinerede foran “den gamle dame”, La Vecchia Signora”.

Hun knejser med nakken, denne gamle dame. Af stolthed. Og værdier. Aristokratisk og majestætisk. Som den gamle hovedstad (1861-65), hvor store paladser og arkader fortæller om kongelig storhed. Og siger vi Juventus, siger vi storhed. I den grad.

En fodboldhistorie, der er særlig

De har noget, som ingen anden fodboldklub i Italien har. Hvor stort set alle andre har holdt i hånd med navnet på deres by, så er Juventus gået egne veje. De har italiensk fodbolds ældste klub i byen, FC Torino, så det lå i luften, at der skulle noget andet til. De, der skabte klubben (1897), holdt af engelsk, fordi de var englændere. Men de studerede latin. De var unge, så de mente, “ungdom” var det eneste rigtige. Og så på latin: “Juventus”. Og måske derfor er Juventus den mest populære klub i hele Italien, fordi den ikke læner sig op ad et bestemt bynavn.

Eller også er det fordi, Juventus har en fodboldhistorie, som er særlig. Den suverænt mest vindende. Spillerne sveder i klubtrøjer med tre stjerner - en for hvert tiende mesterskab. 35 ialt, de seneste otte på stribe. 68 trofæer i alt.

De tre stjerner over Juventus' nye logo, der symboliserer de 35 mesterskaber.
De tre stjerner over Juventus' nye logo, der symboliserer de 35 mesterskaber. Foto: Isabella Bonotto / Ritzau Scanpix

Såmænd også en titel som vinder af Serie B. Det var efter tvangsnedrykningen i 2006, som udløber af den italienske skandale, som i støvlelandet blev kaldt “Calciopoli”, hvor flere topklubber med Juve i spidsen havde lavet lønsomme aftaler med dommere i Serie A. AC Milan, Fiorentina, Lazio, Reggina og altså Juventus var de involverede. Juventus blev degraderet til Serie B med et pointtab på minus 30 inden turneringen startede. Det blev senere ændret til et minus på 9 points, og de kom hurtigt tilbage i Serie A.

Og selvom magien og fascinationen for mig altid har været i den italienske fodboldverden, så er der hvirvlet snavs op gennem tiderne. Også for den gamle dame. Den tidligere træner i dansk fodbold, nu afdøde Mario Astorri fortalte, at da han debuterede for Juventus i 1946 og scorede sit første mål, løb han som en selvfølge jublende tilbage mod midten og ventede på holdkammeraternes kys og kram. Men han blev mødt med knyttede næver og bistre miner - de andre havde væddemål på et Juventus-nederlag.

Men storhed fornægter sig aldrig i denne klub, der gennem årene er blevet beskyldt for at have en særlig dommertække, og konspirationsteorierne har ofte været et politisk emne i det italienske parlament. Misundelsen har altid forfulgt Juventus i Italien, selvom det er “en national klub”, som André Agnelli kaldte det med henvisning til dels en klub uden bynavn og dels, at Juventus’ livslange økonomiske fundament, FIAT, har skaffet hundretusindevis af fattige fra det sydlige Italien hos bilgiganten.

Kritikerne fastholder den med den særlige dommertække, men jeg tror, Gianluca Vialli som kaptajn mente noget andet, da han i 1996 sagde: “Når vi står i tunnellen inden en kamp, kan jeg se på modstanderen - hvorfor spiller vi den kamp. Vi har ikke en chance for at vinde”. Vialli henviste vel mere til Juventus’ fodboldmæssige styrke.

Gianluca Vialli skriver autografer til vietnamesisk hotelpersonale tilbage i 1996.
Gianluca Vialli skriver autografer til vietnamesisk hotelpersonale tilbage i 1996. Foto: Hoang Dinh Nam / Scanpix Denmark

Det er storhed, der danner luftlaget omkring Juventus. En historisk storhed. Mario Astorri tog mig med på rundtur i klubbens residens for år tilbage sammen med den legendariske Giampiero Boniperti, der først knap 20 år som spiller og siden 20 år som bestyrelsesformand har tegnet klubben på en anden måde end Agnelli-familien.

Under bestyrelseskontoret, i kælderen, sad seks gamle mænd indhyllet i cigarrøg og spillede kort. Seks af klubbens største spillere gennem tiderne. De fortalte historier fra fortiden, lo og slog ud med armene som kun italienere kan - og kom der nye forbi dette særlige lokale, som kun var for absolutte Juventus-stjerner, så græd de midt i omfavnelserne. Fodboldens jernmænd i følelsernes mandsopdækning.

Udenfor på træningsbanerne bag Stadio Communale trænede nutidens (dengang) stjerner med Michel Platini og Michael Laudrup som de største. Michael er stadig husket som en af de store, selvom det kun blev til et mesterskab i hans tid i Torino. Men danske navne har altid haft en særlig klang i Juventus.

Platini i sin storhedstid for Juventus i december 1985.
Platini i sin storhedstid for Juventus i december 1985. Foto: Scanpix Denmark

'111.111,11 kroner - hverken mere eller mindre'

Det begyndte, da Danmark slog Italien ved de olympiske lege i 1948. 5-3 og fire mål af John Hansen. Fire mål, der vakte de store europæiske klubbers interesse. Men Juventus lagde de penge på bordet, som Lange John forlangte. 111.111,11 kroner - hverken mere eller mindre. På beløbet, tak. Han fik go fra det danske skattevæsen, kunne beholde hele beløbet, skrev under om fredagen og debuterede om søndagen. Hans første kampe blev i “Corriere Lombardo” beskrevet som: “Vi husker ikke meget andet end hans højde”. Men i det lange løb blev Hansen en succes - 124 mål i 187 kampe.

Flere danskere kom til, blandt dem Johannes Pløger, der fik AC Milan til at betale togrejsen til Italien i den tro, at de ville få danskeren, men Juventus fik ham, dog ikke uden sværdslag. Pløger blev efter sigende nemlig siddende på Juventus-kontoret i flere dage og ventede på, at pengene (120.000 kr) i kontanter lå på bordet foran ham. Først da skrev han under.

Sådan var der så mange formaliteter, der skulle i orden, inden danske fodboldspilleres navnetræk. Datidens Viggo Jensen fra Esbjerg skrev først under med Hull City, da han blev garanteret en møbleret lejlighed.

Juventus fik også Carl Aage Præst, som de stadig betegner som en af de største boldbegavelser gennem tiderne, de fik Karl Aage Hansen, senere bl.a. Helge Bronée, Michael Laudrup, Christian Poulsen og i småtingsafdelingen Frederik Sørensen og Nicklas Bendtner.

Nicklas Bendtners tid i Juventus blev aldrig den helt store succes.
Nicklas Bendtners tid i Juventus blev aldrig den helt store succes. Foto: Giuseppe Cacace / Scanpix Denmark

Nu møder de Inter, som fik tildelt mesterskabet i 2004-05, da Calciopoli blev trævlet op. Året efter skrev det italienske forbund mesterskabet helt ud af historiebøgerne. Juventus tæller stadig de to sæsoner som italienske mesterskaber, mens Inter forbander Torino-klubben for det, de kalder en særlig status over for de italienske fodboldmyndigheder - og dommerstanden.

Uanset er det en storklub, Juventus. Større end de fleste. Og med traditioner og en historie, der oser af rank ryg - bortset fra skandaleårene, som Agnelli-familien har haft travlt med at glemme. Inter glemmer aldrig.

Se Inter-Juventus på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY søndag klokken 20.40