Hadet mellem Juventus og Inter startede et slagsmål i parlamentet

16x9
Alessandro Del Piero og Ronaldo hilste pænt på hinanden inden kampen - knapt så roligt gik det for sig i landets parlament efter kampen. Foto: Scanpix

I 'Latinotanker' kigger Christian Bækgaard hver uge på stort og småt fra fodbolden i Spanien og Italien op til weekendens kamp på TV 2 SPORT.

Så er vi her igen - om lidt er der Latinobold. Hver uge sender vi to topkampe på TV 2 SPORT. I denne weekend gælder det Real Madrid - Granada og Inter - Juventus. Her i 'Latinotanker' tager jeg pulsen på, hvad der rører sig i de to fantastiske fodboldlande.

Passion!

I sommer blev Palermo tvangsnedrykket fra Serie B til Serie D på grund af økonomisk rod og ballade i ledelsen. Den ultimative deroute.

Få måneder senere har de nu et højere tilskuergennemsnit til kampene på hjemmebane end flere klubber i Serie A. 16.556 mennesker har i snit været på Renzo Barbera i starten af sæsonen.

Det er flere, end der dukker op, når Simon Kjærs Atalanta, Andreas Cornelius’ Parma samt Brescia, Cagliari, Spal og Sassuolo spiller hjemmekampe i Serie A.

Heller ingen klubber i Serie B og Serie C kan hamle op med Palermo.

Sådan ser der ud, når Palermo spiller hjemmekampe i Italiens fjerde-bedste fodboldrække. Imponernede.
Sådan ser der ud, når Palermo spiller hjemmekampe i Italiens fjerde-bedste fodboldrække. Imponernede. Foto: Mediagol

Det er passion på et niveau, vi kun kan drømme om herhjemme – og endnu en grund til at elske italiensk fodbold. Forza!

Sensationen Granada

Granada har taget alt og alle – nok også sig selv – med storm. Holdet fra Andalusien ligger nummer to i La Liga efter syv runder. Lige efter Real Madrid, lige foran Atlético Madrid og Barcelona; med andre ord… lige i smørhullet.

Indtil i dag er klubbens bedste placering nogensinde en sjetteplads. Det var i 1974 - altså for 45 år siden.

Siden da har det været sløjt med præstationerne på det intime Estadio Nuevo Los Cármenes.

Fra 2011/12 til 2016/17 hang man konstant med de kongeblå shorts i vandskorpen – med placeringer som nummer 17, 15, 15, 17 og 16, inden det sluttede med en 20.-plads og nedrykning. To år senere er man tilbage. Med bravour.

For et par runder siden slog Granada selveste FC Barcelona - nu er turen kommet til Real Madrid.
For et par runder siden slog Granada selveste FC Barcelona - nu er turen kommet til Real Madrid. Foto: Scanpix

Og det er ikke, fordi man straks efter oprykningen røvede den nærmeste filial af Caja Granada og gik amok i sommershopping af spillere - tværtimod. Ifølge Transfermarkt handlede klubben for beskedne 53 millioner kroner. Til sammenligning shoppede Ståle Solbakken for 114 millioner kroner i FC København, mens lørdagens modstander Real Madrid handlede for mere end to milliarder kroner.

Den mest prominente tilføjelse til Granada-holdet var Roberto Soldado, der tidligere har spillet i klubber som Real Madrid, Tottenham og Valencia. Ham betalte man ikke en krone for.

Roberto Soldado (th.) har tidligere spillet med Christian Eriksen i Tottenham, men har nu været med til at hamre Granada til tops i La Liga.
Roberto Soldado (th.) har tidligere spillet med Christian Eriksen i Tottenham, men har nu været med til at hamre Granada til tops i La Liga. Foto: Scanpix

Alligevel er den lille klub lige nu den helt store historie. Allerede inden sæsonen var det som om, der var noget i gærde i Granada. Klubben spillede seks træningskampe. Og vandt hver og en. Kun to mål gik der ind.

De er fortsat i ligaen, hvor de med en sejr lørdag på Bernabeu vil gå forbi mægtige - og sårede - Real Madrid i stillingen.

Derby d’Italia – årets og hadets kamp

Søndag aften mødes Inter og Juventus på Giuseppe Meazza i Milano. Hvis du sidder med din telefon i hånden, kan du med det samme sætte alarmen til klokken 20.40, så du får tændt for TV 2 SPORT. Den her kamp bør man ikke gå glip af.

Forleden bad jeg en god ven, der er stor (som i meget, meget stor) Juventus-fan om at rangere sine ”hade-modstandere” i Serie A. Han skal i øvrigt selv ned til kampen søndag, og han sendte mig dette:

  1. Inter
  2. Inter
  3. Inter
  4. Napoli
  5. Milan
  6. Torino
  7. Fiorentina
  8. Roma
  9. Lazio

Jeg elsker den liste, fordi den i al sin simple enkelthed rummer så mange følelser. Og fodbold er netop følelser.

Skruer vi tiden tilbage, har der altid været en enorm rivalisering mellem de tre største klubber fra det nordlige Italien - Milan, Inter og Juventus.

Tilbage i 1998 nåede hadet mellem de to sidstnævnte helt ind i de italienske regeringsbygninger. Juventus havde netop slået Inter 1-0 i en tæt kamp om mesterskabet. Dommeren var, nok engang, i fokus - fordi han ikke dømte straffe til Inter, men til gengæld sekunder efter gav Juventus et straffespark. Du kan se et kort resume herunder.

Kampen og dommerens optræden fik politikere med forskellige klub-præferencer til at gå amok i den italienske udgave af den danske folketingssal.

- I er alle tyve, råbte en folkevalgt med Inter-sympatier efter en tidligere Juventus-spiller, der nu gjorde sig som politiker.

Det var gang i den i det italienske parlament efter kampen mellem Juventus og Inter i 1998.
Det var gang i den i det italienske parlament efter kampen mellem Juventus og Inter i 1998. Foto: Scanpix

Premierminister Walter Veltroni måtte til sidst afbryde sin officielle ”spørgetid,” skære igennem og minde om, at de mange engagerede herrer ikke befandt sig på et stadion – men midt i landets parlament. Flere politikere blev efterfølgende straffet for de vilde scener, der blev vist direkte på tv.

Det antændte et i forvejen betændt forhold.

Og så kunne man måske foranlediges til at tro, at relationen ikke kunne blive værre.

Men jo. Snildt. For efter Calciopoli-skandalen i 2006 stak forholdet mellem Inter og Juventus helt af.

Skandalen, hvor Juventus blev dømt for at have påvirket og styret påsætningen af dommerne, betød nemlig, at Inter fik tildelt mesterskabet for 2006, som Juventus ellers havde vundet. Med ét var kløften mellem de to klubber fyldt op med dynamit.

Så sent som for få dage siden kunne man i italienske medier læse, at Juventus endnu engang har appelleret den 13 år gamle dom. Selvfølgelig her få dage inden kampen mod Inter.

Og lyttede man godt efter under Juventus' kamp mod Leverkusen i tirsdags, kunne man mod afslutningen høre de italienske fans synge hadske smædesange mod Inter og deres fans. Fem dage inden kampen – under en kamp mod et andet hold. Så mener man det!

Dermed er tonen også lagt frem mod den kamp, vi skal se søndag aften. Årets kamp for de to hold.

Her vil Juventus’ fans være i undertal i deres ’curva’ på det mægtige stadion, og på deres vej mod pladserne i hjørnet må de finde sig i at få kastet flasker, kanonslag, mønter og lignende efter sig. Når de mødes i Torino til foråret, er det dem, der kaster med tingene.

Meget tyder på, at kampen om mesterskabet – selvom vi først lige er begyndt – i år skal udkæmpes mellem netop disse to hold. Juventus, der har vundet de seneste otte mesterskaber, og Inter, der med seks sejre i seks kampe har fået den bedste sæsonstart siden 1966 og lige nu er nummer 1.

Det kan kun blive godt søndag aften. Fik du sat alarmen?

Krammer

Vi slutter med at sende gode tanker og en krammer afsted til Martin Braithwaite, der lige nu oplever en voldsom nedtur med sit hold Leganes. Syv kampe inde i sæsonen har de endnu ikke prøvet at vinde. Fem nederlag, to uafgjorte og sølle tre mål er det blevet til. Et enkelt af Martin Braithwaite.

Martin Braithwaite bragte Leganes foran ude mod Betis, men endte alligevel med et nederlag på 2-1.
Martin Braithwaite bragte Leganes foran ude mod Betis, men endte alligevel med et nederlag på 2-1. Foto: Albert Gea / Ritzau Scanpix

Madrid-klubben opnåede ellers med en flot 13.-plads i foråret den bedste placering siden oprykningen i 2016. Men nu går det den gale vej. Man skal helt tilbage til starten af maj for at finde den seneste sejr i La Liga. Lad os håbe for den danske landsholdsspiller, at det snart vender – måske allerede lørdag klokken 13 mod Levante.

Og lidt senere - når klokken bliver 15.30, er vi klar med Real Madrid - Granada.

Håber, du kigger med.

God weekend. Hasta la vista.