Homoseksuel ishockeyspiller er et stort forbillede, siger Harder

Pernille Harder håber, at Jon Lee-Olsen bliver taget godt imod ude i ishockeyhallerne, efter målmanden er stået offentligt frem som homoseksuel.

Som den første danske ishockeyspiller nogensinde stod Jon Lee-Olsen frem torsdag aften og fortalte, at han er homoseksuel.

I dansk topidræt er åbent homoseksuelle mænd stærkt underrepræsenterede, og derfor glæder det anføreren for det danske kvindelandshold i fodbold, Pernille Harder, at Rungsted Seier Capital-målmanden tør stå frem.

- Det er jo fedt. Man har ventet længe på, at der er en mandlig sportsudøver, som går ud og er åben omkring det.

- Jeg synes, det er modigt af ham, og lige nu ser jeg ham som et stort forbillede. Det håber jeg, der er rigtig mange, der gør på herresiden i hvilken som helst sport. Det er vigtigt, at han tager det her skridt, siger Pernille Harder.

Ingen professionelle danske udøvere i store sportsgrene som håndbold, fodbold, badminton eller cykling er endnu stået frem, og Jon Lee-Olsen er samtidig den blot tredje ishockeyspiller i verden til åbent at bekendtgøre, at han er homoseksuel.

Målmanden er allerede blevet hyldet for sin beslutning om at stå frem af ishockeylandsholdets anfører, Peter Regin, og også ligechefen for Danmarks bedste ishockeyliga, Kim Pedersen, har taget affære.

I en mail har han informeret alle klubberne om, hvordan eventuelle tilråb skal imødekommes, og hvilke konsekvenser det kan få. Eksempelvis kan dommeren vælge at afbryde kampen, men Pernille Harder håber ikke, at det kommer så vidt.

- Jeg håber på en god reaktion. Man ved jo ikke, hvad der sker. Det kan da sagtens være, der er nogle fans, der kommer til at råbe nogle ting, og det er han sikkert også forberedt på. Men han skal også bare vide, at der er rigtig, rigtig mange, der står bag ham lige meget hvad, og synes, han er rigtig sej.

- Det er vigtigt, at man ikke føler, man skal holde noget hemmeligt for sig selv eller for andre, siger hun.