Fodbold

Joachim Andersen skal have ny træner i Lyon

Sylvinho er fortid som Lyon-træner efter en dårlig sæsonstart.

Sylvinho fik blot fem måneder i spidsen for den franske storklub Lyon, der har en dårlig sæsonstart.

Den danske landsholdsspiller Joachim Andersen skal have ny træner i den franske storklub Lyon.

Mandag oplyser klubben, at brasilianeren Sylvinho er fortid som træner bare 11 kampe inde i sæsonen.

- Det er altid trist, når gode folk må stoppe, og jeg vil gerne takke Sylvinho for at have taget godt imod mig, fortæller danske Joachim Andersen til TV 2 SPORT.

- Men i en storklub som Lyon skal resultaterne være bedre, end de har været for os her i efteråret. Det er ikke en enkelt persons skyld, men som træner står man bare forrest i skudlinjen.

Den 45-årige Sylvinho, der er tidligere Arsenal- og Barcelona-spiller, tiltrådte i maj og tog over efter Bruno Genesio, men det er slet ikke gået som forventet.

I den franske liga har Lyon blot hentet ni point efter lige så mange kampe. To sejre er det blevet til med en skuffende 14.-plads til følge.

Det blev for meget for ledelsen efter søndagens nederlag på 0-1 til Saint-Etienne.

I Champions League er det gået bedre, da holdet lagde ud med uafgjort hjemme mod Zenit og i sidste uge fulgte op med udesejren på 2-0 over RB Leipzig.

Sylvinho har tidligere været assistenttræner for Inter og Brasiliens landshold, men jobbet i Lyon var hans første som cheftræner.

Lyon meddeler, at træningen indtil videre vil blive varetaget af Gerald Baticle under ledelse af sportsdirektør Juninho.

- Nu er det op til os spillere og den nye træner at lægge de sidste procenter på, så vi kan komme op i toppen, hvor vi hører til, forklarer den danske landsholdsspiller.

Joachim Andersen er i denne uge samlet med Danmarks A-landshold. Han skiftede inden sæsonen fra italienske Sampdoria, som pudsigt nok også har stoppet samarbejdet med træner Eusebio Di Francesco mandag efter en dårlig sæsonstart.