Landstræner savnede flere mål i 2-0-sejr i Georgien

16x9
Den danske landsholdstræner Lars Søndergaard reagerer under kvalifikationskampen mod Georgien. Foto: Zurab Kurtsikidze / Ritzau Scanpix

Kvindelandstræner Lars Søndergaard mente, at Danmark kunne have besejret Georgien med 5 eller 6-0.

Danmarks kvindelandshold i fodbold vandt tirsdag aften den fjerde kamp ud af lige så mange mulige i EM-kvalifikationen.

På udebane i Tbilisi vandt holdet 2-0 over Georgien, men der var spil og chancer til en meget større sejr.

Det hæftede landstræner Lars Søndergaard sig også ved efter opgøret, hvor Brøndby-spillerne Mille Gejl og Nicoline Sørensen scorede.

- Jeg ville gerne have vundet meget mere. Jeg synes, at vi skulle bruge lidt for mange chancer til at score to mål.

Vi kunne sagtens have vundet denne kamp med 5 eller 6-0. Vi manglede lige det sidste spark ind over stregen, siger Lars Søndergaard til DR.

Han glædede sig over, at nye indhop i startopstillingen fik udstillet den store bredde i truppen.

- Det er dejligt, at vi kan lave så mange udskiftninger og så kunne cruise sådan en sejr hjem. Jeg synes, det ser fornuftigt ud, siger Søndergaard.

Italien truer dansk EM-deltagelse

Danmark fører gruppen med 12 point sammen med Italien, der har fået samme pointudbytte. De to nationer tørner først sammen i 2020. Bosnien-Hercegovina ligger nummer tre med seks point.

De ni gruppevindere og de tre bedste toere på tværs af grupperne kvalificerer sig direkte til EM-slutrunden i England i sommeren 2021.

De seks øvrige toere skal i playoffkampe, som afgør, hvem der skal have de sidste tre adgangstegn til turneringen.

Danmark spiller sin næste kamp i EM-kvalifikationen mod Georgien på hjemmebane 12. november.