'Zlatan giver alle skolebørn fri' til indvielse af ny statue

16x9
Zlatan Ibrahimovic startede sin karriere som professionel i Malmø FF. Foto: Kelvin Kuo / Ritzau Scanpix

En bronzestatue af Zlatan Ibrahimovic bliver tirsdag præsenteret ved stadion i Malmø.

Alle skolebørn i Malmø skal have fri, når der tirsdag eftermiddag indvies en 2,7 meter høj statue af Sveriges vel nok bedste fodboldspiller gennem tiden.

Det mener hovedpersonen Zlatan Ibrahimovic i hvert fald selv.

- Vi ses tirsdag kl. 15.00 på Malmø Stadion til præsentation af statuen. Zlatan giver alle skolebørn fra Malmø fri til at deltage i ceremonien, skriver han på Twitter.

I Malmøs skolekommunalråd er de dog ikke enige i, at byens skolebørn skal have fri, når Zlatan Ibrahimovic kommer til byen.

- Han kan ikke egenhændigt give alle børn fri fra skole. De, der vælger at tage dertil, vil få ulovligt fravær, og det samme gælder skolestrejke for klimaet, siger Sara Wettergren fra skolekommunalrådet til Sydsvenskan.

- Så er det måske ikke et fravær, at man som forælder skal være meget vred over, når det er sådan en speciel begivenhed. Det er en stor begivenhed, at Zlatan selv kommer. Der er værre ting at få et ulovligt fravær for. Det er ikke det værste, der kan ske, når det netop er Zlatan, der kommer til byen.

Statuen i Malmø bliver officielt præsenteret tirsdag klokken 15.
Statuen i Malmø bliver officielt præsenteret tirsdag klokken 15. Foto: 50090 Johan Nilsson/tt / Ritzau Scanpix

Zlatan Ibrahimovic, der til daglig spiller i amerikanske Los Angeles Galaxy, begyndte sin professionelle karriere i netop Malmø FF, hvor bronzestatuen bliver placeret tæt på klubbens stadion.

Den 38-årige svensker har gennem sin karriere repræsenteret storklubber som Juventus, Barcelona, Manchester United og Paris Saint-Germain.

På det svenske landshold har han spillet 116 kampe og scoret 62 mål.