Zlatan hyldet med statue i Malmø: - Han er kongen af Sverige

16x9
Sådan ser statuen af Zlatan ibrahimovic ud. Foto: Tt News Agency / Ritzau Scanpix

Foran flere tusinder af fremmødte fans fik Zlatan Ibrahimovic præsenteret sin egen statue foran Malmø Stadion.

Sveriges vel nok største fodboldspiller gennem tiderne er blevet foreviget med en statue.

Zlatan Ibrahimovic var tirsdag selv mødt op i Malmø for at få løftet sløret for den 2,7 meter høje kolos, som skulptøren Peter Linde har arbejdet på i fire år.

- Det føles virkelig specielt og virkelig uvirkeligt, fortalte dagens helt store hovedperson om sin egen statue.

Statuen forestiller Zlatan Ibrahimovic juble over et af sine mange landskampsmål - hans måske bedste nogensinde? Et saksesparksmål mod England i 2012, der blev fejret med den sædvanlige storhed fra den svenske superstjerne, som smed trøjen i eufori og i øvrigt scorede alle Sveriges fire mål den aften i november.

- Der var ikke mange, der troede på, at jeg skulle lykkes. Men så længe du arbejder hårdt og tror på dig selv, så lykkes man, var Zlatan Ibrahimovic' budskab, da det sorte klæde røg af, og den store statue kom til syne for første gang.

- Kan jeg lykkes, så kan alle.

Flere tusinder tog del i fejringen

Det er på 'Stadiontorget' foran Malmø Stadion, hvor den glorværdige professionelle fodboldkarriere begyndte for snart 20 år siden, at statuen skal stå til evig tid.

Her var flere tusinder mødt op for at få et glimt af både Zlatan Ibrahimovic og ikke mindst den spritnye skulptur af den legendariske fodboldspiller.

Og de mange fremmødte - store som små - er ikke i tvivl om, hvor meget den nu 38-årige fodboldspiller betyder for Sverige.

Det er ikke kun i form af en statue, Zlatan Ibrahimovic er blevet foreviget. Her er svenskerens navn tatoveret på Gundar Handlar.
Det er ikke kun i form af en statue, Zlatan Ibrahimovic er blevet foreviget. Her er svenskerens navn tatoveret på Gundar Handlar. Foto: TV 2 SPORT

- Der kommer aldrig én som Zlatan igen. Han er enestående. Han har altid sagt, hvad han mener, lød det fra Gundar Handlar, der var kørt 170 kilometer for at være med til tirsdagens festivitas i Sverige, til TV 2 SPORT.

- Han er unik, fortalte én af de skolebørn, der var mødt op foran Malmø Stadion til svenske fodbold- og folkefest, til TV 2 SPORT.

Zlatan ville give alle skolebørn fri

Det er bestemt ikke hverdag, at Sveriges største fodboldstjerne vender hjem til Malmø for at blive hyldet med en statue af sig selv til evigt minde om de store præstationer på banen.

Derfor mente den til tider kontroversielle Zlatan Ibrahimovic da også, at det var en begivenhed, ingen skolebørn i Malmø skulle gå glip af.

- Vi ses tirsdag kl. 15.00 på Malmø Stadion til præsentation af statuen. Zlatan giver alle skolebørn fra Malmø fri til at deltage i ceremonien, skrev hovedpersonen selv på Twitter.

Den plan blev dog ikke bakket op i Malmøs skolekommunalråd, der gik kontra og fortalte, at de børn, som ville tage til præsentationen, ville få noteret ulovligt fravær.

Udsigten til en skrivelse hjem i kontaktbogen var dog tydeligvis ikke nok til at skræmme skolebørnene, der var mødt talstærkt op for at få set statuen som nogle af de første.

- Zlatan er som en gud. Han er kongen af Sverige, lød det enstemmigt fra flere børn til TV 2 SPORTs reporter i Malmø.

Flere børn og unge var mødt op for at se deres store idol og den nye statue.
Flere børn og unge var mødt op for at se deres store idol og den nye statue. Foto: TV 2 SPORT

Zlatan Ibrahimovic, der til daglig spiller i amerikanske Los Angeles Galaxy, begyndte sin professionelle karriere i netop Malmø FF i 1999.

Den 38-årige svensker har gennem sin karriere repræsenteret storklubber som Juventus, Barcelona, Manchester United og Paris Saint-Germain.

På det svenske landshold har han spillet 116 kampe og scoret 62 mål.