Messi overvejede at forlade Barcelona i 2013

16x9
Spaniens behandling af Lionel Messi fik ham til at overveje et skifte væk fra Barcelona i 2013. Foto: Marcelo Del Pozo / Ritzau Scanpix

For seks år siden havde Lionel Messi et ønske om at forlade FC Barcelona. Ikke på grund af klubben, men fordi han ville væk fra Spanien.

Den argentinske fodboldmagiker har afsløret, at skatteproblemerne tilbage i 2013 fik ham til at overveje et skifte væk fra den catalanske storklub, FC Barcelona.

Tilbage i 2013 blev Messi nemlig anklaget for skattefusk for i omegnen af 30 millioner kroner, hvilket han selv afviste blankt.

Men det store mediecirkus, der rullede dengang, tog rigtig hårdt på den nu 32-årige argentiner.

- Jeg overvejede oprigtigt at skifte dengang. Ikke på grund af Barcelona, men fordi jeg ønskede at forlade Spanien. Jeg ønskede ikke at blive her længere, siger Messi ifølge BBC til radiostationen RAC1.

Men på trods af disse overvejelser bekræfter Messi, at han reelt aldrig var i nærheden af et skifte.

- Jeg havde mine døre åbne til mange klubber, men jeg fik aldrig et officielt tilbud, fordi alle vidste, at jeg virkelig ønskede at blive. Hele situationen gik langt ud over mine følelser for Barca.

Messi står noteret for 604 mål i 692 kampe for FC Barcelona, og det er nu kun den tidligere holdkammerat Xavi, der har spillet flere kampe for klubben.

Vil slutte karrieren i Barcelona

Messi fik debut i Barcelona-trøjen som 16-årig. Det er nu 16 år siden.

Og selvom hele den professionelle karriere kun har budt på den samme klub, har sidste års La Liga-topscorer ikke planer om at skulle væk.

- Min plan er at blive her i mange år. Jeg har altid haft det på den måde, og intet har forandret sig. Min plan er helt klart at slutte min karriere med Barca.

En udmelding der højst sandsynligt falder i god jord hos klubben. I sidste måned blev troldmanden således kåret til verdens bedste af FIFA for sjette gang i karrieren.

Det er han den eneste spiller, der nogensinde har præsteret.