Pierre-Emile Højbjerg fortryder, at han græd for åben skærm

Landsholdsspilleren Pierre-Emile Højbjerg fortryder, at han efter Danmarks sejr over Serbien i 2015 begyndte at græde midt i et tv-interview.

Interviewet i toppen af artiklen er fra timerne efter Højbjergs grædefærdige interview tilbage i 2015.

Den dengang 19-årige Pierre-Emile Højbjerg gav følelserne frit spil for åben skærm, umiddelbart efter det danske fodboldlandshold havde besejret Serbien 2-0 i Parken 13. juni 2015.

Nu, fire år senere, fortæller Højbjerg, at hvis han kunne gøre det om, ville han ikke have stået og grædt på tv.

- Det var meget grænseoverskridende, og mest af alt i tiden efter. Men det var bare følelserne. Nogle gange er følelser så kraftige. Det man ser, var det, jeg følte. Jeg var rørt af en fantastisk oplevelse med en historie bag, siger Southampton-midtbanespilleren til B.T.

Årsagen til tårerne har Pierre-Emile Højbjerg åbnet op for i fodboldmagasinet 'Sat Af'.

Her fortæller han, at han i den periode knoklede for at betale sin fars kræftbehandling, mens han spillede for de tyske giganter Bayern München. Fra Rigshospitalet så han og faren Parken lyse op - men faren nåede ikke at se ham spille for Danmark.

Derfor har Højbjerg et særligt forhold til den danske nationalarena, som kom til udtryk den junidag i 2015.

'Det sker aldrig igen'

Allerede i timerne efter interviewet efter Serbien-kampen forklarede Højbjerg, hvorfor han havde så let til tårer:

- Jeg var træt, jeg var helt færdig, og det hele betyder så meget for mig ligesom for alle de andre. Så kunne jeg sgu ikke holde det tilbage.

- Det er noget, der aldrig er sket før, og jeg tror aldrig, det kommer til at ske igen. Man skal aldrig sige aldrig, men det var specielt at kunne gøre et fyldt Parken så tilfreds på den måde, lød det fra Pierre-Emile Højbjerg til TV 2 SPORT dengang.

Interviewet faldt i kvalifikationen til EM, som Danmark endte med at misse efter et samlet playoffnederlag til Sverige.