Fodbold

Tyrkiske spillere gør honnør efter scoring

De tyrkiske spillere stillede sig op og gjorde honnør, da de havde sikret sig sejren.

Cenk Tosun sikrede en tyrkisk 1-0-sejr og gjorde honnør til ære for Tyrkiets soldater. Landet har for nylig indledt en offensiv i Syrien.

Thomas Strakosha i Albanien-målet for ud i feltet, og i stedet for at forsøge at gribe den løse bold forsøgte han at heade den væk.

Det opsnappede tyrkiske Cenk Tosun, og i stedet kunne han heade bolden ind til 1-0 i overtiden i EM-kvalifikationskampen.

Den 28-årige angriber stormede ud til publikum, hvor han lod sig tiljuble. Da han kom tilbage på banen igen, stillede han og resten af de tyrkiste spillere sig op foran endetribunen, hvor de gjorde honnør - og stod til skue for tilskuerne og de blitzende fotografer.

På det sociale medie Instagram forklarer Cenk Tosun, at det er en hilsen til det tyrkiske militær, der i øjeblikket har indledt en militær offensiv i Syrien.

- For vores land, for vores soldater, for vores martyrer. For vores nation – især dem, der risikerer deres liv for vores land, skriver han.

USA har trukket sig fra grænselandet

Tosuns honnør sker, efter at Tyrkiet onsdag indledte en offensiv i Syrien, hvor der i starten blev hørt flere store eksplosioner ved den syriske grænseby Ras al-Ain.

Årsagen til det er, at en telefonsamtale natten til mandag mellem den amerikanske præsident, Donald Trump, og Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, rystede Mellemøsten.

Amerikanerne indvilgede nemlig i efter samtalen at trække sig ud af grænselandet mellem Tyrkiet og Syrien. Her har de opretholdt freden mellem de to gamle ærkefjender; Tyrkiet og kurderne. Tyrkiet varslede straks en invasion, og onsdag gjorde landet alvor af truslen. I forvejen har Syrien varslet modstand.

Præsident Erdogan har længe varslet en offensiv mod kurderne i området, og inden offensiven blev indledt, blev det tyrkiske militær oprustet nær den syriske grænse.

Tyrkiet har allerede flere gange blandet sig i konflikten i Syrien, og nu følte den tyrkiske præsident, at tiden var inde til en ny indsats.

Du kan læse mere om konflikten her: