Hareide skifter tre mand i landsholdstruppen
Der vil være tre nye ansigter i landsholdstruppen til kampen mod Luxembourg.
Landstræner Åge Hareide har søndag skiftet ud i truppen forud for testkampen tirsdag mod Luxembourg.
Lørdagens matchvinder, Yussuf Poulsen, venstre back Jens Stryger Larsen og midtstopper Andreas Christensen glider ud af truppen, oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter.
De erstattes af AaB's Lucas Andersen samt Malmö-duoen Jonas Knudsen og Lasse Nielsen.
Andreas Christensen måtte udgå med en skade i 1-0-sejren over Schweiz lørdag aften i Parken og lignede i mixedzone ikke en spiller, der skulle i spil til tirsdagens testkamp.
Opgøret mod Luxembourg spilles tirsdag klokken 19 på Aalborg Stadion, hvor Lucas Andersen til daglig slår sine folder som anfører for AaB.