I aftes var han større end holdet

Kommentar: TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft ser nærmere på Kasper Schmeichels kamp mod Schweiz lørdag aften.

Intet andet kan få åndedrættet tilbage til normalen, end hvis man løsner slipset. Det kaldes forløsningen. Sådan havde vi det vel alle lørdag aften, da Eriksen smed en genial aflevering afsted og Yussuf Poulsen fattede ro og overblik - og lod netmaskerne tale med. Væk med slipset, ud med en stærk følelse af begejstring. Der var nu luft til struben.

Om det var retfærdigt, kan enhver subjektiv klædt i rød-hvide farver bedømme. Og dermed glædes. Resultatet ydede de danske fodboldfans retfærdighed. For meget sjældent har jeg set og oplevet en så fantastisk kulisse i Parken.

Det vi så lørdag aften gør ham til verdens bedste målmand lige nu

Flemming Toft

Og det er vel det, sport på det plan går ud på. At vi rives med. Gå igennem alle sindsbevægelser, forventninger, forhåbninger, ærgrelser, skuffelser, hovedrysten, indlevelse - og så, som i dette tilfælde, euforien.

36.000 der stod op i Parken - og overgav sig. Fuldstændigt. Efter selv at have været underlægsmusik til de 11 udvalgte - og begivenheden. Vi sejler ikke så meget mere op ad åen, som iøvrigt er fyldt med plastik. Men vi er enige om det “yndige land” og de “brede bøge”. Fællessang med en stemme - i kor.

Hold kæft, hvor var det flot.

Han har en klar holdning

Spillet flød slet ikke på samme niveau. Det var spillere og træner enige om efter 1-0 sejren over Schweiz. Men de vandt. Eller rettere, de tabte ikke. Som de/vi ikke har gjort i 31 kampe under nordmanden. Jeg siger med vilje de/vi - for vi er meget mere vi, når det går godt. Sådan er det.

Tilbage dagen efter står overskrifterne og kendsgerningen, at Kasper Schmeichel har hoved, indstilling, reaktioner og hænder i verdensklasse. Og attitude. Måske det sidste er hans egentlige spidskompetence. Attitude overfor sit målmandsspil. Han har en klar holdning til det at være målmand - og vinder.

Kasper Schmeichel er ikke kun en målmand, der har redninger, store redninger. Han kan vinde fodboldkampe - det er kun de allerbedste målmænd, der kan det. Vi så det denne lørdag aften i Parken. Han har de vigtige redninger.

Han har lært af de store målmænd, han har lært af sig selv. Det første har gjort ham god, det sidste har gjort ham bedre. Fordi han minutiøst går op i perfektionen, uanset om det gælder det at træne fysisk, at lære at reagere og agere, at gentage træningsøvelser, at ville være en vinder.

Kasper er en vinder. Han ved om nogen, at målmandsposten er den hurtigst udskældte. En markspiller kan lave fejl, der ikke giver panderynker. En målmands fejl bliver ofte placeret, hvor øretæverne holder til. Sidste mand kan lukke og slukke.

Derfor har Kasper Schmeichel den særlige attitude, at han ikke taler om eller tænker på fejl. “Jeg ser ikke mig selv lave fejl, jeg ser mig selv lave masser af redninger”. Med andre ord beskæftiger han sig ikke med fejl. Men lærer af dem mellem kampene.

Der er ikke mange fejl, at beskæftige sig med

I mit billedarkiv på nethinden står den lille lyshårede knægt, der syntes uden knæ, fordi målmandsbukserne var pænt store til en 5-årig og de hvide strømper inklusive benskinner stort set nåede op til bukserne. Jeg lavede video og senere en bog med Kaspers far, mens Kasper løb rundt på vejen i nærheden af Manchester og legede fodbold med naboens søn - naboen var Steve Bruce, mangeårig anfører i Manchester United.

Det var ikke planlagt, at Kasper skulle være målmand, selvom han stort set sov med handsker. Han skulle selv bestemme sin fremtid. Og efter flere “omveje” blev det så til den dedikerede målmand Kasper.

Hans far sagde til bogen fra begyndelsen af 90'erne, at “ingen er større end holdet”. Det samme vil Kasper sige uden tøven, selvom han i aftes var større end holdet. For han er en decideret holdspiller, også som familiefar. Han vil bare hele tiden arbejde for at blive “større”. For holdet, for familien.

Ikke et ord om Kasper som sin fars søn. Og dog. For i min optik, er hans betydning for dette nutidens landshold lige så stor, som hans fars betydning for holdet, der vandt EM 1992.

Det vi så lørdag aften gør ham til verdens bedste målmand lige nu.

Landsholdet har en stjerne i målet, og en længere fremme på banen

Og tilbage dagen efter står så den opfattelse, at Christian Eriksen mangler fodboldmæssig ansigtsfarve lige nu. Jeg synes ikke, jeg så Eriksen som sig selv i Parken. Jeg troede, det ville være hans fristed i den øjeblikkelige situation. Men der manglede noget kraft og saft i hans ellers sikre pasninger og hans dødbolde.

Indtil den mesterlige stikning til Yussuf Poulsen - den der skabte eufori. På den måde var han (igen) kampafgørende. Jeg håber snart, der kommer en afklaring på hans næste skridt. Vi har brug for Eriksen, han har brug for sig selv. Men spekulationerne får næppe dødsstødet før om et par måneder.

Så meget om de to, der betyder så meget for landsholdet. Det blev en særlig aften med det sene mål - nu må det ikke gå galt. Fodbold-Danmark kan se frem til en historisk fest, når landsholdet (og Hareide) spiller EM-slutkampe i Parken næste år. Det bliver aldrig større.

DBU kan gøre klar, som de gjorde det lørdag aften. De byggede en særlig fanstemning op på mesterlig vis. Et rød-hvidt hav, flankeret af fanebærere, medrivende musik, levende tifo-vægge og den særlige tribune bag det ene mål.

Landsholdet og Parken er igen blevet folkets hold og park. DBU må ikke flytte væk. Det her er ikke københavneri, hundredevis af busser kørte til og fra Provinsen - det var fodboldkultur-nat for hele Danmark. Nær salten Østerstrand.