Schweiz-anfører tager hatten af for Schmeichel: - En utrolig præstation

Super-Schmeichel strålede med fire verdensklasseredninger mod Schweiz, og efter kampen høstede han roser fra både mod- og medspillere.

Ét ord gik igen, da flere danske journalister bad Schweiz' målmand Yann Sommer om at beskrive Kasper Schmeichels præstation mod Schweiz:

- Utrolig.

Med fire redninger i verdensklasse var den danske landsholdsmålmand stærkt medvirkende til, at Danmark ikke lukkede mål ind i lørdagens EM-kvalifikationskamp. Og da Yussuf Poulsen så scorede i det 84. minut efter en genial aflevering fra Christian Eriksen, vandt danskerne 1-0.

- En utrolig præstation af ham (Kasper Schmeichel, red.), kom det uden tøven fra Yann Sommer.

- Vi spillede en god kamp og skabte mange store chancer til at score i dag (i går, red.), men han gav os en svær aften. Hvis vi havde scoret det første mål, havde det været en anderledes kamp.

- Tillykke til Danmark og ham.

Lyn-analyse

Hans betydning for dette landshold er lige så stor som hans fars var for 1992-holdet. Fire redninger i verdensklasse - to i hver halvleg. Hans reaktionsevne er uden sidestykke, men også fordi han ser (fornemmer), hvad der kan ske. Læs Tofts karakterbog her.

Landsmænd hylder Schmeichel

Også Schmeichels landsmænd Thomas Delaney og Simon Kjær samt træner Åge Hareide hyldede den snart 33-årige Leicester-målmand.

- Han var helt outstanding. Han redder os fuldstændig, lød det fra Delaney til Kanal 5 efter kampen.

- Hele verden så de redninger, han havde, og hvor vigtig han er. Han har verdensklasseredninger og er kampafgørende. Kasper er en verdensklassemålmand, sagde Simon Kjær til TV 2 SPORT.

- Vi havde været bagud, hvis ikke han havde haft sine verdensklasseredninger, og så havde det været meget sværere for os, sagde Åge Hareide på et pressemøde.

Danmark med gode EM-chancer

Kampen mod Schweiz var Kasper Schmeichels 50. i landsholdstrøjen, og efter den kan han glæde sig over, at Danmark ligger lunt i svinget til en EM-billet.

Med sejren over schweizerne topper danskerne kvalifikationens Gruppe D sammen med Irland. Irland er dog foreløbig etter, da spillerne fra den grønne ø har scoret flest mål på udebane i det indbyrdes regnskab med Danmark (1-1). Danmark møder Irland i Dublin i november.

  1. Irland (6-2) 12 point
  2. Danmark (16-5) 12 point
  3. Schweiz (10-5) 8 point
  4. Georgien (4-8) 5 point
  5. Gibraltar (0-16) 0 point

Schweiz har spillet én kamp færre end Danmark og Irland, men mangler at møde irerne hjemme, og Danmark og Irland mangler også en kamp mod hinanden. Derfor tror Yann Sommer fortsat på, at han og holdkammeraterne kommer til slutrunden næste år.

- Vi er her stadig. Det er en interessant gruppe med mange muligheder for alle. Vi har tre kampe tilbage, og vi er selvfølgelig under pres. Vi skal vinde kampene og få pointene, sagde en ærlig Sommer.

Schweiz er dårligere indbyrdes med Danmark

Med 3-3 mod Danmark i Basel i marts og nederlaget i Parken har Schweiz fået et enkelt point ud af kampene mod Danmark.

- Sådan er fodbold. I dag (i går, red.) spillede vi en god kamp, forsvarede godt og skabte chancer. Men i sidste ende rejser vi hjem med nul point, og sådan er fodbold, lød det fra den schweiziske målmand.

Schweiz' næste kvalifikationskamp er på hjemmebane mod Irland tirsdag 15. oktober. Samme dag spiller Danmark venskabskamp mod Luxembourg i Aalborg.