Fodbold

UEFA vil undersøge tyrkiske spillere, der gjorde honnør efter sejr

Cenk Tosun (med nummer 9) gjorde honnør, efter han scorede til 1-0 mod Albanien.

De tyrkiske landsholdsspillere gjorde fredag honnør på banen i EM-kvalifikationskampen mod Albanien.

Det Europæiske Fodboldforbund, UEFA, vil undersøge tyrkiske landsholdsspillere, der gjorde honnør under fredagens EM-kvalifikationskamp mod Albanien.

Det oplyser UEFA natten til søndag dansk tid til det italienske nyhedsbureau Ansa.

- Personligt har jeg ikke selv set denne gestus, som vil kunne opfattes som en provokation, siger UEFA's pressechef, Philip Townsend.

- Forbyder vores regler referencer til politik og religion? Ja, og jeg kan garantere dig, at vi vil undersøge denne hændelse.

Dedikerer sejren til soldaterne

De tyrkiske spillere gjorde honnør på banen under kvalifikationskampen i Istanbul, efter den tyrkiske spiller Cenk Tousin scorede kampens afgørende mål.

Efter kampen delte det tyrkiske landsholds officielle profil på Twitter et foto af spillerne, der lavede den samme salut i omklædningsrummet.

Samtidig skrev landsholdet, at spillerne "dedikerer deres sejr til vores modige soldater og martyrer".

I Tyrkiet er det almindeligt, at kendte - herunder også fodboldspillere - viser deres støtte til det tyrkiske militær i forbindelse med angreb eller under militæroperationer.

USA har trukket sig fra grænselandet

Spillernes honnør sker, efter at Tyrkiet onsdag indledte en offensiv i Syrien, hvor der i starten blev hørt flere store eksplosioner ved den syriske grænseby Ras al-Ain.

Årsagen er, at en telefonsamtale natten til mandag mellem den amerikanske præsident, Donald Trump, og Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, rystede Mellemøsten.

Amerikanerne indvilgede nemlig i efter samtalen at trække sig ud af grænselandet mellem Tyrkiet og Syrien. Her har de opretholdt freden mellem de to gamle ærkefjender; Tyrkiet og kurderne. Tyrkiet varslede straks en invasion, og onsdag gjorde landet alvor af truslen. I forvejen har Syrien varslet modstand.

Præsident Erdogan har længe varslet en offensiv mod kurderne i området, og inden offensiven blev indledt, blev det tyrkiske militær oprustet nær den syriske grænse.

Tyrkiet har allerede flere gange blandet sig i konflikten i Syrien, og nu følte den tyrkiske præsident, at tiden var inde til en ny indsats.

Du kan læse mere om konflikten her: