Fodbold

Hareide varsler ændringer - disse 11 var på 'det rigtige hold' under træning

Ud fra mandagens træning i Aalborg ligner blandt andre Kasper Dolberg, Daniel Wass og Robert Skov startere mod Luxembourg.

Landstræner Åge Hareide ryster posen til venskabskampen mod Luxembourg tirsdag.

Set fra sidelinjen til mandagens træning på Aalborg Stadion kan det meget vel være mere end et halvt hold, nordmanden skifter i forhold til det hold, der vandt 1-0 over Schweiz i EM-kvalifikationen lørdag.

Seks danske ændringer

På pressemødet forud for træningen lød det ellers ikke til, at der ville komme så mange ændringer i den danske startopstilling.

- Vi får også lov til at se et par nye ansigter blandt dem, der sædvanligvis sidder ude. Men uanset hvad skal vi nok se nogle af dem, som vi plejer. Vi har en stærk trup, så vi kommer til at stille stærkt op, sagde Åge Hareide.

Hareide ville ikke sætte navne på de nye ansigter, men de og flere andre var dog mulige at se med egne øjne under den åbne træning. Hele seks nye ansigter var på "det rigtige hold", og derfor ser den danske startopstilling mod Luxembourg givetvis således ud:

Kasper Schmeichel - Henrik Dalsgaard, Simon Kjær, Mathias 'Zanka' Jørgensen, Peter Ankersen - Daniel Wass, Pierre-Emile Højbjerg, Christian Eriksen - Robert Skov, Kasper Dolberg, Martin Braithwaite.

Fremmødte fans fik autografer

Det vil betyde, at Lasse Schöne, Thomas Delaney og Andreas Cornelius må tage plads på bænken. Andreas Christensen, Jens Stryger Larsen og målscorer Yussuf Poulsen, der også startede inde mod Schweiz, har forladt landsholdslejren.

Flere hundrede fans brugte en time af deres efterårsferie på at overvære træningen, inden de efterfølgende fik autografer fra landsholdsspillerne.

Der er kampstart i Aalborg tirsdag klokken 19.00, og du kan følge kampen i en liveblog på sport.tv2.dk.