Tyrkiske spillere gør på ny honnør efter scoring
Tyrkiet fik 1-1 på udebane mod Frankrig i EM-kvalifikationen og skal bare have point mod Island i november for at være klar til slutrunden næste år.
For anden EM-kvalifikationskamp i træk scorede Tyrkiet ét mål, og for anden kamp i træk gjorde flere tyrkiske spillere honnør efter scoringen.
Mandag aften var det på Stade de France i Paris, hvor tyrkerne fik 1-1 takket være forsvarsspiller Kaan Ayhans hovedstødsmål i det 82. minut.
Straks efter scoringen fór de tyrkiske spillere inklusiv målmand Mert Günok ud mod et hjørneflag for at tiljuble Ayhan. Umiddelbart efter gjorde flere spillere honnør op mod deres fans, og mange tyrkiske fans gjorde det samme tilbage mod spillerne.
Målscorer gjorde ikke honnør i Paris
Cenk Tosun, der blev matchvinder for Tyrkiet mod Albanien fredag, skrev på det sociale medie Instagram efter 1-0-sejren, at hilsnen var adresseret det tyrkiske militær, der havde indledt en offensiv i de kurdisk-kontrollerede områder i Syrien.
Han var også blandt de spillere, der gjorde honnør efter scoringen mandag aften, selv om det europæiske fodboldforbund, UEFA, natten til søndag dansk tid havde oplyst til det italienske nyhedsbureau Ansa, at det ville undersøge hændelsen i fredagens kamp.
Kaan Ayhan gjorde ligeledes honnør - faktisk sammen med hele holdet i omklædningsrummet - efter tyrkernes sejr over Albanien, men han blev ikke set gøre det efter sit udlignende mål mod Frankrig.
Den 24-årige forsvarsspillers arbejdsgiver, bundesligaklubben Fortuna Düsseldorf, havde ifølge det tyske sportsmagasin Kicker i weekenden fat i ham - og Kenan Karaman - for at gøre det klart, at klubben tager skarpt afstand fra enhver politisk motiveret handling, der krænker klubbens værdier.
Efter målet i Paris jublede Kaan Ayhan med stor begejstring over at have scoret et vigtigt mål og gik derefter tilbage mod egen banehalvdel, da flere holdkammerater ville føre deres ene hånd udstrakt op til tindingen. Kicker skriver, at det meget vel kan være årsagen til, at der opstod en kortvarig konflikt mellem Ayhan og Merih Demiral.
Juventus-spilleren skulle angiveligt have appelleret til Kaan Ayhan om også at gøre honnør efter scoringen.
Uafgjort har givet tyrkiske soldater mere moral
35.000 tyrkiske fans var ifølge tv-stationen CNN Türk på plads på Stade de France mandag aften. Og ifølge flere tyrkiske medier råbte fansene både før og under EM-kvalifikationskampen: "Martyrer dør ikke, hjemlandet er udeleligt."
Efter kampen gjorde mange tyrkiske fans og flere tyrkiske spillere atter honnør.
- Ét point har åbnet døren for os, men vigtigst af alt har det givet vores land og vores soldater mere moral, sagde Mert Günok til det tyrkiske sportsmedie Sporx efter kampen.
- Jeg er en glad tyrker. Fansene løftede os frem. Jeg er stolt. Alle tror på det her hold, og vi kommer til EM, sagde Juventus-spiller Merih Demiral ifølge samme medie.
Med det uafgjorte resultat i den franske hovedstad fører Tyrkiet EM-kvalifikationens gruppe H med 19 point. Franskmændene er på andenpladsen med samme antal point.
Tyrkiet møder Island på hjemmebane 14. november, og med bare et enkelt point er tyrkerne klar til EM næste år. Taber tyrkerne, har de en ny chance til at kvalificere sig, når de tre dage senere møder Andorra på udebane.
Tyrkisk spiller fyret i FC St. Pauli
Knap fem timer før Tyrkiets kamp mod Frankrig meddelte den tyske 2. Bundesligaklub FC St. Pauli, at den havde fyret Cenk Sahin, efter at han havde udtrykt sin støtte til det tyrkiske militær og dets offensiv i Syrien.
I et nu slettet opslag på Instagram havde den 25-årige tyrkiske fodboldspiller skrevet:
- Vi står sammen med vores heroiske militær. Vores bønner er med jer.
Den sympatiserende tekst var ledsaget af et billede af et tyrkisk flag.
Cenk Sahins tidligere klub Istanbul Basaksehir har efter fyringen delt et billede af Sahin på Twitter med den tilhørende tekst: "Come back home". En klar opfordring til Sahin om at vende hjem.
Tyrkiet har mødt international kritik for sin offensiv i det nordlige Syrien, og ifølge FN er flere end 130.000 kurdere flygtet fra deres hjem.